Skip to content

Copyright matematik = Film- og pladeindustriens alternative regnemetoder

marts 20, 2012

Der slynges mange tal ud som værende de endegyldige sandheder overalt i medierne i dag. Der går for eksempel ikke mange dage i mellem, at vi får en eller anden statisk sandsynlighed slynget i hovedet, som fortæller at vi har så og så stor sandsynlighed for at blive ramt af [indsæt selv en eller anden type sygdom, eller noget andet, der skræmmer dig].

Skulle man tro på alle de tal, ville der knapt være en fødevare eller produkt, som ikke var kræftfremkaldende, og det kan nogen gange synes utroligt, at menneskeheden overhovedet stadig går rundt på denne planet og ikke for længst har udryddet sig selv eller er blevet udryddet af naturen.

I ny og næ kan man så, hvis man kigger virkelig godt efter, være heldig at finde en lille artikel bagerst i en avisen, hvor en lille gruppe forskere nogle år efter fastslår, at [indsæt et-eller-andet], der i første omgang blev stemplet som kræftfremkaldende, alligevel ikke er så farlige endda. Men i sådanne tilfælde er nyheden sjovt nok vandret fra at være sat med store typer på forsiden til at være en lille notits på de bagerste sider.

Nogle skarpe folk på DR synes at have indset problemet, og forsøger hver uge i programmet Detektor at gøre op med en enkelt eller to af sådanne lignende statistiske påstande i bedste Public Service-stil. Således kunne de i afsnittet fra d. 28 februar i år tilbagevise, at det skulle være sandt, at 95% af danskernes musikforbrug på nettet bestod af ulovlige downloads, som Laban-Ivan Pedersen og handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) ellers mente på baggrund af nogle forældede og ubrugelige tal fra IFPI (som IFPI ikke engang selv mener kan bruges, hvilket de da også giver udtryk for i programmet). Og det er måske de tal, som også har været med til, at Danmark nu har underskrevet den meget omdiskuterede ACTA-traktat? Ak ja. Lovgivning og uvidenhed har altid været en farlig cocktail, men noget tyder på, at det stadig til en vis grad er normen blandt politikerne indenfor visse områder.

Det tætteste Detektor kommer på noget brugbart statistisk materiale om danskernes download-(u)vaner, er en intern undersøgelse lavet af KODA i november 2010, som siger at cirka 25% af danskerne downloader musik på nettet, og at cirka halvdelen af disse er downloadet ulovligt. Jeg har ikke set undersøgelsen, så jeg ved ikke hvordan, den ligger i forhold til statistiske unøjagtigheder mm. Men pointen er, at de hurtigt fik pillet de 95% fra hinanden, som eller var det tal, vi ellers fik slynget i hovedet i medierne af blandt andet Pia Olsen Dyhr og Ivan Pedersen.

Detektor selv har dog desværre heller ikke selv helt styr på deres facts. KODA beskrives som “brancheorganisationen, der forvalter musikeres rettigheder”, hvilket i bund og grund er noget sludder. KODA er en nonprofit medlemsforening, der forvalter komponister, tekstforfattere (sangskrivere) og arrangørers rettigheder, når deres musik spilles offentligt. At nogle af disse så også selv er musikere er en anden sag!

Jeg havde egentlig lovet mig selv ikke at ville bruge tid på at skrive om musikbranchesnak her midt i specialeskriveriet, men da jeg så lige her til aften stødte på nedenstående underholdende TED-talks klip med Rob Reid, der på bedste “Detektor-vis” piller musik- og filmindustriens påstande om økonomiske tab fra hinanden, kunne jeg ikke holde fingrene fra tastaturet. Se/grin selv med her:

Gode gratis plug-ins. Del 1: Variety Of Sound!

marts 17, 2012

Platform: PC/Windows

Hvis du ikke allerede er bekendt med enkeltpersonen Bootsy – måske bedre kendt under navnet Variety Of Sound – og hans fantastiske vst-plug-ins, så er det på tide at blive det! Bootsy har i flere år udviklet gratis vst-plug-ins, som efter min mening, både kan måle sig med (og i nogle tilfælde er langt bedre end) plug-ins fra store software-udviklere, som man må slippe flere tusinde kroner for. Alle hans plug-ins er absolut i topklasse, men hvis jeg alligevel skulle udvælge tre af mine favoritter her, så må det blive:

1) BootEq MKii. En fantastisk lydende Preamp og EQ, der formår at tilføre et eller andet “analogt” mojo til signalet. Den er indtil videre “bare” i 32-bit, men er din DAW 64-bit, fungerer den ret godt med jbridge, uden at være alt for ressourcekrævende.

2) Density mkII. En helt igennem lækker stereo-bus kompressor. Som det fremgår af billedet kan den minde lidt om en Fairchild, og den har også m/s funktion indbygget. Smæk den på en stereo-bus, og hør hvordan den limer tingene sammen på “magisk” vis. Den kan dog være lidt ressource-krævende især med en bit-bridge.

3) FerricTDS. “TDS” står for Tape Dynamics Simulator og denne lille guldklump efterligner effekten af at spille sin musik over på analoge bånd. Plug-in’et tilfører noget af den samme magi i form af en blød udligning af dynamikken, tilførsel af lækkert harmonisk mættet distortion (saturation), ligesom det fungerer som limiter, og kan kontrollere peaks. Variety Of Sound udviklede dette plug-in til KVR’s developer challenge i 2009 og havnede på en klar favoritførsteplads, blandt alle de indsendte plug-ins.

Hvorfor f….. er der ikke nogen, der har tænkt på det noget før?

marts 17, 2012

I ny og næ støder man på den slags opfindelser, hvor man bare tænker noget i retning af “Doh! Hvorfor fanden har man/jeg ikke tænkt på det noget før!?!!”. Det er yderst sjældent, at jeg vil “reklamere” for et nyt produkt, men dette her er simpelthen så indlysende åndssvagt godt tænkt, at jeg bliver nødt til at nævne det her. Enhver der er vandt til at tracke sanger(inder) og slås med høretelefoner ved, hvad jeg taler om. Se videoen, og se om du mon ikke tænker det samme? 🙂

I’m alive! … sort of….

marts 15, 2012

Hoste…. støve…. grynte…. Jeg har valgt at åbne skabslågerne op til min gamle blog, jage møl og mølkugler ud af gemmerne og rasle lidt med de gamle skeletter. I hvert fald for en stund!

Jeg er lige gået i gang med mit speciale på Institut for Kunst og Kultur ved Københavns Universitet indenfor musik(videnskab), der omhandler musikken i computerspil, og jeg må indrømme, at rejsen indtil videre (omend blot i sin spæde begyndelse) allerede har været noget af et trip-down-memory-lane. For at vise hvad jeg mener, bør I nyde musikken i nedenstående filmklip. Det er naturligvis Rob Hubbards fremragende funky version (af temaet fra arcade versionen) til spillet Commando fra 1985, der blev udgivet på flere platforme, men som jeg selv nød at spille timer efter timer på min Commodore 64 (brødkassen!). Musikken har et virkeligt stærkt tema, som jeg altid kan huske tydeligt, selvom der går mange år i mellem, jeg hører det.

Her er hvad Rob selv siger om temaet: “[I] started working on it late at night, and worked on it through the night. I took one listen to the original arcade version and started working on the C64 version. […] By the time everyone arrived at 8.00 in the morning, I had loaded the main tune on every C64 in the building! I got my cheque and was on a train home by 10.00”. (Kilde Wiki)

Enjoy….

Mere info: http://en.wikipedia.org/wiki/Commando_(video_game)#Commodore_64

DocNoiz bloggen går i hi

juni 9, 2010
tags:

Jeg må desværre kaste håndklædet i ringen…  De sidste halve år har bloggen hængt som en stor sort skygge af dårlig samvittighed. Der har været en del at kommentere på indenfor musikbranchen, men det har været med måneders mellemrum, at jeg har kunne finde tid til det. Og da jeg ikke har følt, at jeg kunne skabe et kontinuerligt flow af artikler, har jeg valgt intet at skrive.

Jeg har mange projekter i gang – uddannelsesmæssige, kunstneriske og også af mere personlig art. DocNoiz-bloggen får lov at eksistere på nettet, og jeg regner med fortsat at poste relevante musikvidenskabelige opgaver på den, som de bliver skabt. Men indlæg og kommentarer om musikbranchen må jeg opgive for nu. Selverkendelse tager åbenbart tid! 😉

Måske løber vi ind i hinanden en dag til et eller andet kulturelt 🙂

Men for nu vil jeg takke af.

Ha en fantastisk sommer alle sammen!

Fra del til helhed i electronica – et forslag til anvendeligt analyseværktøj til analysen af electronica

februar 10, 2010

“Fra del til helhed i electronica – et forslag til anvendeligt analyseværktøj til analysen af electronica” er min bacheloropgave fra Musikvidenskab på Københavns Universitet. Jeg præsenterer i den blandt andet en helt ny terminologi for analysen og fortolkningen af spatiale/rumlige aspekter på fonogrammer – jeg foreslår kort skitseret, at man behandler rumlige aspekter på fonogrammer som N-dimensionelle ikke-euklidiske soniske rum. Således gør jeg altså op med tidligere modeller for rum-forståelsen på fonogramindspilninger. Opgaven kan downloades i sin fulde længde som .pdf her: Fra del til helhed i electronica

Her kommer et udsnit af indledningen, så du kan læse lidt mere om hvad den handler om:

I slutningen af 1990’erne opstod genrebetegnelsen electronica som en slags samlende paraplybetegnelse for et hav af forskellige musikalske hybrider og genrer inden for den progressive og intellektualiserede del af den elektroniske populærmusik. Genrebetegnelsen dækker over så forskellige genrer som techno, drum’n’bass, ambient, chill out, downtempo og minimal techno og indbefatter blandt andet markante kunstnere som Aphex Twin, Lamb, Mouse On Mars, Röyksopp, Matmos, Daft Punk, Air, Opiate og Björk. De nævnte kunstnere udgør dog kun et meget begrænset udpluk af electronica’ens kunstnere. Kendetegnende for genren er det også, at den i mange tilfælde kan anvendes både som “lyttemusik” og dansemusik.

At så mange forskelligartede musikalske stilarter har kunnet udvikle sig i 1990’erne skyldes især den teknologiske udvikling indenfor computerteknologi i årene op til. Demokratiseringen af hjemmecomputere med avanceret redigeringssoftware, udviklingen af nye virtuelle instrumenter og sample-biblioteker, billigt studieudstyr fra østen, samt udbredelsen af internettet er alle nogle af de væsentligste faktorer til, at den elektroniske musik har kunnet udvikle sig (og stadig udvikler sig) så hurtigt og mangfoldigt, som det er tilfældet.

Med sampleteknologien blev al lyd, der nogensinde var blevet optaget og gjort tilgængeligt, med ét et potentielt delelement i en ny komposition.[1] Hertil skal lægges, at nye mobile optageplatforme, i form af blandt andet bærbare computere, harddiskoptagere og små håndholdte stereooptagere, har gjort det nemt at lave eksempelvis reallydsoptagelser i felten. Brugen af utraditionelle lydkilder (eventuelt stærkt manipuleret gennem software eller hardware) udgør således en stor del af electronica-producerens “lydarsenal” og har medbragt et øget fokus på subtile klanglige elementer af musikkens bestanddele.

Der kan således drages paralleller mellem electronica-kunstnernes tilgange til lyde og musik, og nogle af det 20. århundredes kanoniserede avantgarde-kunstnere indenfor den elektroniske lydkunst og elektroakustiske musik, som for eksempel Pierre Schaeffer, Karlheinz Stockhausen, Brian Eno og John Cage. Det er da heller ualmindeligt at se navne som disse nævnt, som inspirationskilder, i interviews med nutidens aktører inden for den elektroniske musik.[2]

Brugen af utraditionelle og ofte stærkt manipulerede lydkilder sætter den traditionelle musikanalyses værktøjer delvist ud af spil, og musikvidenskaben mangler i min optik således redskaber til at beskrive de mangfoldige æstetiske og musikalske universer, som er opstået siden 1990’erne. I mine øjne kalder “en” genre som electronica således på nye måder at analysere musik på.

I denne afhandling ønsker jeg at diskutere, hvordan man ud fra allerede eksisterende analysemodeller kan opstille en samlet model til analyse af den nutidige elektronisk musik: Electronica. Omdrejningspunktet for analysen vil være at se på, hvordan forskellige elementer spiller ind som betydningsbærende[3] materiale for den samlede musikalske betydningsdannelse[4], og hvordan disse åbner op for en videre fortolkning af musikken.

Til formålet vil jeg primært gøre brug af en blanding af nyere musikvidenskabelig forskning samt litteratur af mere “teknisk” karakter, der normalt er henvendt til lydteknikere, tonemestre og producere. Sidstnævnte har jeg valgt at inddrage, da jeg finder det både naturligt, men også tvungen nødvendigt, at man i den musikvidenskabelige analyse af elektronisk musik inddrager andre fagområders kompetencer i beskrivelsen af lydfænomener.

Afhandlingen falder i to overordnede dele:

I første del har jeg til hensigt at finde en metode til at analysere lyttematerialets referentialitet og lyttematerialet som betydningsbærer og genstand for fortolkning. Til formålet vil jeg gøre brug af Ingeborg Okkels Ph.d.-afhandling “Teknologi og musikopfattelse” fra 2008 om den digitale musikteknologis rolle i den collagebaserede elektroniske musik, hvor hun opstiller materialebegreber lydobjekt, lydtegn og historisk dokument.

Anden del omhandler analysen af lyd på fonogrammer ud fra henholdsvis en lydstudieteknisk og en musikvidenskabelig tilgang. Til førstnævnte vil jeg især gøre brug af af William Moylans  lærebog, der primært er henvendt til lydteknikere, Understanding and Crafting the Mix: The art of recording fra 2007. Til sidstnævnte af Morten Michelsens kapitel om “Lydparameteren” i sin Ph.d.-afhandling “Sprog og lyd i analysen af rockmusik” fra 1997.

Anden del vil også have en betydelig vægt på at få defineret en anvendelig terminologi til analysen af de rumlige aspekter af lyden på fonogrammer, da jeg finder, at det er på dette område, man finder de største uenigheder blandt forskellige lærebøger. I redegørelsen og diskussionen af rumparameteren vil jeg, ud over Michelsen og Moylan, også inddrage David Gibsons visuelle tilgang til produktionen af rum i miksprocessen, som han fremstiller den i bogen The Art of Mixing: A visual guide to recording, engineering, and production fra 2008, samt henvise til et interview med den danske akustiker Jan Voetmann (se vedlagte interview på cd).

Yderligere vil jeg inddrage empirisk data indsamlet fra en undersøgelse vedrørende perceptionen “en vertikal akse” i mixet foretaget blandt brugerne på det internet-baserede forum for musikproducere kaldet Lydmaskinen[1] (Se bilag 2). Hensigten er at nå til en afklaring omkring de forskelligheder, der findes omkring forståelsen af rum, og forhåbentlig opstille en ny anvendelig terminologi og parameter på området for den musikvidenskabelige analyse.

Afhandlingen rundes af med en samlet opstilling af relevante parametre for analysen af electronica.


[1] http://www.lydmaskinen.dk


[1] På et website som sonomic.com, kan man for eksempel købe licenser til royality-free lydbidder fra gamle BBC-udsendelser.

[2] For en lidt mere detaljeret gennemgang af electronica se Marstal et.al 2001:270 ff.

[3] Jeg skelner ikke mellem betydnings-“bærende” og betydnings-“dannende” elementer, da jeg ikke mener, at musikalske elementer kan være bærende uden også at være dannende og vice versa.

[4] Man kunne også tale om et musikalsk “budskab”. Termen budskab finder jeg dog mest anvendelig, når den knyttes til tekstligt indhold – for eksempel i en protestsang med politisk budskab. Termen “betydning” kan derimod også referere til formidlingen af en bestemt stemning, som melankoli, forelskelse e.lign. eller et mere abstrakt musikalsk billedsprog.

Hvad sker der for DocNoiz-bloggen?

november 9, 2009
tags:

Det korte svar er desværre: Ikke ret meget for tiden. Et efterår med stress, sygdom, bacheloropgave og andre universitetsopgaver, samt diverse andre gode/dårlige undskyldninger har desværre gjort det umuligt at finde tid og energi til også at holde bloggen opdateret jævnligt. Og sådan vil det nok fortsætte til og med januar måned mindst.

Til gengæld kan jeg sige, at der er lagt i ovnen til et rigtigt spændende 2010 i den danske musikblogosfære. Mere vil jeg og kan jeg dog ikke afsløre nu.

See you on the other side

docnoiz sig