Skip to content

Assassins Creed-serien: Computerspilsmusik når det er bedst

marts 27, 2012

Okay lad det være sagt med det samme: Jeg er en kæmpe fan af Assassins Creed (AC) serien fra Ubisoft, hvorfor denne blog-post sikkert vil fremstå som skamløs promovering af serien. – Men med god grund vil jeg jo så hævde! 😉

Serien repræsenterer efter min mening noget af det bedste, man kan finde, hvor narrativ, grafik, dialog, musik og gameplay går op i en højere enhed. Musikken er komponeret af den danske komponist Jesper Kyd, der blandt andet også har lavet musikken til Hitman, Borderlands og mange flere anerkendte spil.

Jeg har nydt at spille serien på PS3 lige siden  AC1, hvor man fik lov at spille og udvikle den unge syriske snigmorder Altaïr Ibn-La’Ahad fra at være en ung uerfaren snigmorder til at blive en master-assassin. AC1 (fra 2007) foregik primært i den tidlige middelalder i blandt andet Jerusalem og havde sine svagheder, hvoraf den største måske var manglen på variation i form af sidehistorier og – missioner, der gjorde spillet lidt ensformigt i længden. I virkeligheden er hele AC-serien dog en sci-fi historie, men det vil jeg ikke afsløre mere af her. Det har nye spillere selv til gode at opdage, hvordan hænger sammen.

Jeg blev dog alligevel hurtigt opslugt af spillet – ikke mindst på grund af dets overlegne grafik. Jeg var vildt imponeret over især byerne, som var kæmpe store og som man frit kunne bevæge sig rundt i. Alt hvad man kunne se af byerne (fx fra et højt punkt i byen) kunne man besøge. Der var altså ikke noget med, at det kun var byens nærmeste par gader, man kunne gå rundt i, mens resten af byen bare var en baggrund.

Her kan I se traileren fra AC1, som ret troværdigt gengiver niveauet af musik og grafik, synes jeg:

I AC2 (2009) havde Ubisoft lyttet til sine fans og lært af sine fejl, og AC2 var en fænomenal spiloplevelse, hvor alt bare gik op i en højere enhed. Her følger man Ezio, der er en ung knøs under renæssancen, og hvis fader er snigmorder, hvilket Ezio ikke synes at være særligt interesseret i. Han vil hellere lave damer! Men en tragedie indtræffer, som det sømmer sig i en hver god fortælling, og Ezio tvinges til at blive voksen.

Det var helt fantastisk at bevæge sig rundt i fx Firenze, klatre på Santa Maria del Fiore (domkirken), Santa Croce eller Ponte Vecchio over floden Arno. Enhver der har malet Firenze rød på en gymnasiestudietur ved, hvad jeg taler om! Firenze og ikke mindst Venedig (som er mindst ligeså gennemført genskabt som Firenze) er kæmpestore byer, hvor man nemt farer vild flere gange. Og Kyds musik til fx Venedigs karneval er intet mindre end suveræn! Og man får et nært forhold til Ezio Audiotore da Firenze gennem hans prøvelser og udvikling fra ung naiv teenager til en virkelig badass snigmorder!

Nedenfor kan I se en kortfilm, som fortæller historien om Ezios fader, spillet her af rigtige skuespillere, men sat i en slags computer/IRL-hybrid verden. Den er ment som en slags viral marketing til AC2, men er faktisk en ret fed historie i sig selv og meget gennemført lavet.

Og her kan I se traileren til AC2, hvor Kyd så vidt jeg ved selv har komponeret scoren til selve traileren, hvilket vist ikke er helt almindelig praksis indenfor trailer-genren. Nyd hvordan historie, grafik og musik går op i en højere enhed; det er ikke uden grund, at traileren er blevet vurderet til at være den tredje bedste computerspilstrailer nogensinde af gametrailers.com

I AC2 – Brotherhood (2010) får vi lov til endnu engang at følge Ezio, som denne gang indtager Rom. Modsat de tidligere spil foregår AC2 – Brotherhood stort set kun i Rom, som derfor er enorm! Som det fremgår af titlen, er AC2- Brotherhood en slags AC 2.5 – og et slags ekstra kapitel AC2. Herunder kan I se traileren til Brotherhood. Om hvor vidt det er Kyd selv der har komponeret musikken til den også, ved jeg ikke. Men musikken (såvel som historie, gameplay og grafik) i Brotherhood (både trailer og spil) holder hele vejen igennem:

Det seneste skud på stammen er AC2 – Revelations (2011). Her får vi igen lov at stifte bekendtskab med Ezio, som nu er kommet godt op i årene. Jeg er pt selv igang med spillet på PS3 (min PS3’s laser døde ligesom spillet kom ud, og garantien var selvfølgelig lige røget, så jeg skulle først lige lære at udskifte sådan en selv, så jeg blev forsinket et par måneder! – Æv!), som denne gang for det meste foregår i Konstantinoble/Istanbul. Samtidig stifter vi igen bekendtskab med Altaïr Ibn-La’Ahad og Kyd har behændigt formået at blande både sci-fi electronica og temaer og stemninger fra de første spil i serien sammen med den nye setting i Lille-Asien. Og selvom jeg ikke er nået til vejs ende endnu i historien, er jeg allerede helt opslugt.

Da traileren kom ud til AC2 – Revelations var det med nummeret “Iron” af komponisten og videokunstneren Woodkid, og netop dette nummer passede rigtig godt til gensynet med Ezio. – Man vidste bare med det samme, at der ville blive delt nogle seriøse tæsk ud til et stort antal tempelriddere – og ganske fortjent naturligvis! Og når man har først har knyttet bånd med Ezio, og gennemlevet alle de hårde prøver sammen med ham, så var det nogle utroligt barske billeder at se. Og det kløede godt nok i fingrene for at få controlleren i hånden, og få taget hævn over de onde templers!

Her er først traileren til AC2 – Revelations, efterfulgt af Woodkids egen video til nummeret, som absolut også er et besøg værd!

Behøver jeg sige, at jeg var en happy little camper, da jeg så for nyligt opdagede, at der er en AC3 på vej til oktober i år? Især fordi jeg troede, at AC2 Revelations ville være det sidste AC spil i serien.

Her er traileren til AC3. Enjoy…

No comments yet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: