Skip to content

Gæsteskribent: Morten Bay – Convenience is king!

august 30, 2009
Morten Bay. Kilde: mortenbay.dk

Morten Bay. Kilde: mortenbay.dk

Så er det for alvor ved at blive efterår. Og ligesom den køligere luft bebuder nye tider, ligeledes er der nye strømninger på vej i musikbranchen – og også her på bloggen. Som lovet før sommeren ville jeg invitere relevante gæsteskribenter indenfor i varmen til en kop kakao og en god snak om musikbranchen. Christian Have gav sit besyv med for nogen tid siden i et spændende indlæg om kontrollen i kulturlivet, som du kan læse her.

Den næste i rækken af gæsteskribenter jeg har den ære at præsentere er Morten Bay. Morten Bay er prisbelønnet forfatter bag bøgerne Generation Netværk (DR, 2006/2008) og Homo Conexus – Netværksmennesket (Gyldendal Business, 2009). Han fik Fremtidsprisen i 2008 fra Akademiet for Fremtidsforskning og arbejder i dag som mediestrategisk rådgiver hos branding- og strategibureauet HAUS i Los Angeles. I 1999 satte han gang i Phonofile-initiativet, der siden blev til Basepoint Media, i dag en af de største distributører af digital musik i Skandinavien. I 2004 var han den første kunstner i verden, der solgte et album som mp3-filer via mobiltelefonen med SMS-betaling, i 2005 lancerede han den første musik-anbefalingstjeneste i Danmark som en reklamekampagne for Oracle. Siden har han arbejdet som new media-konsulent på en række musiktjenester og for en række musikorganisationer, ved siden af sit daglige arbejde som mediestrategisk rådgiver. Desuden er han uddannet Cand. Mag. i filosofi og film- og medievidenskab fra Københavns Universitet.

Bay har altså mange års erfaring med, og et særdeles godt indblik i, forskellige medielandskaber, og jeg bad ham kommentere på de nye strømninger og tendenser indenfor musikbranchen. Det er derfor med stor glæde, at jeg overlader ordet til Morten Bay:

Farvel til pris og kvalitet!

Allan Olsen sagde engang, at hans drømmescenarie for musikudgivelser I virkeligheden var, hvis han trykte 1000 eksemplarer, hver gang han lavede en skive. Så skulle den være indbundet flottere end den flotteste bog og skulle koste 800 kroner i stedet for de sædvanlige 150. Hver gang nogen så havde købt en skive (cd eller vinyl) havde de vundet retten til at blive inviteret på kaffe hos Allan til en snak og en signering af eksemplaret. Som han sagde, så ville han tjene flere penge på den model end på at sælge plader som nu.

Og der er noget om det. For faktum er, at efterhånden som netværkssamfundet træder ind, så falder antallet af folk, der er villige til at betale en høj pris for kvalitet. Eller rettere: Det vil blive en mere sjælden og speciel oplevelse, når vi gør det. Noget, vi sætter pris på og gemmer til særlige lejligheder. Det er grunden til at unge, der knapt kan huske, dengang vinylpladerne var det, der fyldte mest i musikbutikkerne (eller knapt kan huske musikbutikker), nu vælter ud og investerer i de store, sorte diskus’er. Hvis de bare skal have noget musik at lytte til, downloader de det fra nettet, men de særlige oplevelser køber de på vinyl.

Derfor bliver fysiske medier næppe nogensinde igen et massemarked for musikken. Det bliver et feinschmecker-marked, der kunne understøtte Allan Olsens ovenstående idé. I dag forekommer 70’ernes og 80’ernes ”stereoanlæg” med separat tuner, forforstærker, poweramp, equalizer, dobbelt kassettebåndoptager, pladespiller og en stor, dejlig volumeknap, som at skyde myrer med atombomber. En overdrivelse af dimensioner. For i dag vil kids hellere høre musik på de små lortehøjttalere, der sidder i deres mobiltelefoner. Når unge i dag hører musik i fællesskab sker det oftere og oftere på laptoppens elendige små højttalere og på den samme højttaler i mobiltelefonen, der formidler snak i mellemtonelejet.

Hi-fi = Dead-Fi

Tanken om ”lydkvalitet” er ikke længere et issue, der befinder sig på de unges radar. Det er også derfor, det er helt cool at downloade musik fra nettet – ulovligt eller lovligt – selvom de fleste studieteknikere og producere flår sig selv i håret over den hårde kompression, der ødelægger deres værk, opnået efter lange dage og nætter arbejde i studiet.

Er det så fordi, de unge er blevet så overfladiske, så kvaliteten er ligegyldig? Nej, det skyldes noget helt andet, nemlig den vigtigste salgsparameter i dag, der både overtrumfer pris og kvalitet: Convenience-faktoren.

Når jeg bruger et engelsk ord i stedet for et dansk, så skyldes det udelukkende, at der ikke findes et dansk ord, der på samme måde dækker over bekvemmelighed, lettilgængelighed, tryghed og hurtighed på samme måde som ordet convenience.

Convenience er ved at blive den første ”sorteringsparameter”, når de unge skal vælge og vrage blandt de tusindvis af tilbud, der hele tiden melder sig i netværkssamfundet. I min nye bog, ’Homo Conexus – Netværksmennesket’, fremlægger jeg en udregning, der viser, at vi hver især skal læse fire bøger om dagen, hvis alle mennesker på jorden konsumerede deres andel af den samlede informationsstrøm, der bliver lukket ud i verden. Det er klart, at der skal nogle hårde sorteringskrav til, hvis man skal finde frem til det produkt, man gerne vil have fingre i. Og den første parameter er altså convenience – hvor mange forhindringer skal jeg over, inden jeg står med produktet i hånden.

Det første valg

Eksemplerne er utallige, men lad os lige starte med et musikbranche-relateret: Når TDC Play har så stor succes med at forære musikken væk til deres kunder ”gratis”, så er det jo ikke fordi, man ikke kan finde den samme musik lige så gratis på LimeWire eller Pirate Bay. Men det er bare meget nemmere at have med at gøre, for man er sikker på at få det, man gerne vil have, og TDCs servere er hurtige og fri for malware af forskellig art. Det er mere convenient.

Det har heller ikke noget med prisen at gøre. For det er faktisk tættere på gratis (men ikke helt, thi man betaler jo også noget for sin opkobling og sit hardware) at downloade fra de ulovlige sites. Hos TDC betaler man nemlig kollektivt for musikken. Alle TDC-kunder – også dem, der ikke bruger TDC Play – er det økonomiske grundlag for TDCs marketingbudget, der betaler kunstnerne for at få lov til at bruge musikken. Så der bliver betalt, bare ad en anden vej. Denne omflytning af pengestrømmene er ikke uvæsentlig, og et direkte resultat af, at illusionen om at noget er gratis er en væsentlig faktor i netværkssamfundet. Og det er igen afledt af convenience – det er nemmere at bruge noget gratis, fordi man har fjernet betalingsprocessen, der er en af hindringerne for at kunden kan få fingre i produktet.

Et andet eksempel på, at kvalitet og pris efterhånden er blevet skubbet i baggrunden til fordel for convenience-faktoren, er ikke musik-relateret, men alligevel noget, man kan lære af: Flaskevand.

Det er bestemt ikke kvaliteten, der gør at folk køber flaskevand, for samtlige videnskabelige undersøgelser viser, at skandinavisk postevand er LANGT renere end hvad som helst, du kan få på flaske (undtagen de flaskevand-produkter, der rent faktisk ER postevand på plastikflaske).

Det er heller ikke prisen – en halv liter postevand kan ikke engang betales med penge, efter 25-øren er udgået, mens en flaskevand de dyreste steder hurtigt kommer på op på 10-15 kroner. Det er en temmelig stor profit, selv efter, man trækker selve plastikkens og arbejdstimernes kostpris fra.

Folk kan altså få et bedre produkt til en ekstremt lavere pris, hvis de ville. Men alligevel er flaskevand i stigning, også selvom det kan blive en af de største miljøkatastrofer i mands minde. Hvorfor? Fordi flaskevand er convenient ad helvede til. Du kan ikke tage en vandhane med dig alle steder, og det er temmelig inconvenient at skulle gå ind på en tankstation, låne toilettet og drikke fra hanen. Flaskevand er der, hvor man færdes.

Ligesom mobiltelefonen, som man altid har med sig, og derfor kan afspille musik gennem en lille lortehøjttaler, når man lige får lyst. Og i takt med at antallet af flat-rate dataløsninger stiger, så vil vi i højere og højere grad se streaming-tjenester, der kan levere alverdens musik via mobilen, så man ikke engang behøver at lagre musikken lokalt på telefonen.

Et eksempel er iMeem, der nu tilbyder, at man kan lægge hele sit iTunes-bibliotek op på deres servere, og så streame musikken til telefonen, uanset, hvor man går og står. Det koster 600 kroner årligt for den største løsning, hvor du kan have 20.000 numre liggende. Jeg har allerede betalt.

Da jeg i 2002-2003 var medforfatter på Phonofile-rapporten, skrev jeg en linje, som siden har vist sig at være mere præcis, end jeg troede dengang. Det er en linje, som alle, der arbejder med digital musik og markedsføringen af samme aldrig må glemme:

Convenience is king.”

Læs mere om Morten Bay på: http://www.mortenbay.dk/

One Comment leave one →
  1. august 31, 2009 1:17 am

    Convenience is king: glimrende formuleret, og ja, sådan er det jo!

    Og det er så vigtigt at musikbranchen bliver bevidst om dette, så convenience-konceptet med at gøre produktet let tilgængeligt kan bruges til også at præsentere produktet godt. Lige nu er coverdesign røv og nøgler fordi det slet, slet ikke udnytter det, den digitale verden kan tilbyde. Musikken lyder sågar også af røv og nøgler fordi vi ikke udnytter det, den digitale verden kan tilbyde (stream og mp3 er mest convenient pt.).

    Som det bliver skrevet, bliver musikken også gengivet med ringe udstyr som mobiltelefonhøjtalere og lignende – det arbejder Dr. Dre og Jimmy Iovine blandt andre for at ændre med deres beats-koncept. Flere af den slags initiativer, tak!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: