Skip to content

Anmeldelse (bog): Den nye musikbranche

april 29, 2009

den-nye-musikbranche-forsideFor et par uger siden var Mikael Højris så venlig at sende  mig et eksemplar af sin nyeste bog Den nye musikbranche … fra vinyl og CD til bits og bytes. Bogen udkom den sjette april i år og er en efterfølger til Musikbranchen, som Højris udgav i 2002. Er man bekendt med den første bog, vil man derfor også kunne nikke genkendende til mange af de samme ting i Den nye musikbranche. Dog er der i denne inkluderet links til en masse websites (en rigtig god idé efter min mening), ligesom der tages højde for nye forhold i branchen (sociale websites som Facebook, Myspace og Twitters massive vækst de seneste år, samt forholdende omkring fildeling med mere). Det eksemplar jeg modtog var fra 1. oplag, og vil ikke nødvendigvis være fuldstændig ens med senere oplag, da det er Højris tanke, løbende at kunne opdatere bogen fra oplag til oplag. Bogen er da også en egen-udgivelse og udgives som “print-on-demand”.

Om forfatteren

Mikael Højris (f. 1957) er tidligere sanger, komponist, guitarist, bassist, pladeproducent, foredragsholder og musikbranche-konsulent – måske den mest brugte i Danmark, med over 25 års erfaring i branchen. Op gennem 80’erne har han blandt andet været daglig leder af ROSA – Dansk Rock Samråd, i 90’erne blandt andet koordinator for projektet NordRock, tilrettelægger af projektet EU-Rock-Tour, samt foredragsholder og freelance konsulent for blandt andet ROSA og DMF – Dansk Musiker forbund. Siden 1997 har Højris været ansat som konsulent hos DMF, hvor han blandt andet beskæftiger sig med forhold vedrørende musikbranchen, samt plade-, management- og andre branchekontrakter og meget andet.

Det var derfor med stor spænding, at jeg så frem til at læse, hvad en mand, med så stor indsigt i forholdene i musikbranchen, havde at byde på.

Format

Det første der slog mig, da jeg modtog bogen ind ad brevsprækken var dens størrelse. Jeg havde ikke set nogle billeder af selve bogen – kun et grafisk udkast af bogens forsidetryk. Det kom derfor bag på mig, at bogen var en lille soft-cover udgave (ca. 13 x 18 cm), på bare 172 sider inklusive smudsomslag, forord, indholdsfortegnelse, en masse helsides-illustrationer samt efterskrift, referencer og så videre. Jeg havde i mit indre på forhånd dannet mig et billede af en tung hard-cover udgave på minimum 250-300 sider. Bogens kapitler er forholdsvis korte (typisk 2-4 sider), og adskilt af helsides-illustrationer. Bogen giver i dette format (godt hjulpet på vej af den grafiske tilrettelæggelse i en iøjnefaldende gul farve med sort og hvidt tryk i øvrigt) indtryk af at være en slags håndbog om musikbranchen, i stil med de velkendte ‘indsæt-et-eller-andet…for dummies’ bøger.

Indhold

Højris udgangspunkt er kunstnerens forhold i musikbranchen. Han tager så at sige kunstnerens parti, hvilket gør bogen særdeles egnet for både DIY-artisten eller rockbandet, som ønsker nogle faste holdepunkter inden de går ind til forhandlingsbordet med pladeselskabet. Højris giver dog også en lille opsang til musikerne. Man skal gøre sig det klart om man virkelig vil vælge musikervejen og finde nogen på sit eget niveau – både hvad angår ambitioner og musikalsk kunnen. Interne forhold bør være på plads i bandet og skrevet ned i form af en bandkontrakt medlemmerne imellem. Ligeledes bør man altså være klar til at fyre et af medlemmerne, hvis disses ambitioner går i en anden retning. Og så skal man huske på, at programmer som X factor muligvis kan føre en pladekontrakt med sig, men ikke automatisk skaber en karriere inden for musikken.

Bogen kommer rundt i alle musikbranchens afkroge. Lige fra interne forhold i bandet, musikeres helbred (særligt hørelsen), ophavsret, internettets mange muligheder, musikmesser/showcases, royalities, kontrakter (pladekontrakter, publishingaftaler med mere), promotion og markedsføring, merchandising, medier og meget mere.

Som allerede nævnt har Højris udover dette valgt at skrive links i mange af bogens kapitler, hvor man kan finde yderligere relevant information om det pågældende emne – et kærkomment træk.

For en mere detaljeret oversigt, så kan du downloade indholdsfortegnelsen som .pdf her: kollofon-indhold-forord

Min vurdering

Det er absolut prisværdigt, at Højris har valgt at tage udgangspunkt i musikernes vilkår i en evigt omskiftelig musikbranche. Det er tydeligt at han stiller sig på musikernes side. Men samtidig formår han også at give et realistisk billede af, hvordan tingene ser ud i branchen, i stedet for at give endnu en glorificeret version, hvilket jo er det branchen, som oftest selv vælger at udstille, og som derfor også virker tillokkende for mange unge. I bogen er der således ingen glansbilleder, men masser af tørre facts – vel at mærke af de gode og brugbare slags.

Bogens format gør den absolut anvendelig som håndbog og hurtig opslagsværk for musikere som eksempelvis står foran at skulle forhandle pladekontrakt for første gang. Men den kan også sagtens bruges af erfarne musikere, som vil have frisket op på deres viden, og måske udfylde nogle basale huller i deres viden om branchen.

‘[…]for dummies’-formatet er både bogens styrke, men samtidig også dens akilleshæl. På den ene side er det enormt befriende, at informationerne er skrevet i små overskuelige kapitler i et letlæseligt sprog. Men samtidig er det frustrerende, at Højris ikke er mere grundig med kildehenvisninger, når han for eksempel kommer med citater fra folk i branchen. Hvis det er fordi kilderne skal være anonyme, bør det stå der efter min mening. Samtidig er det mig en gåde, at Højris ikke har fået en eller anden til at læse korrektur. Dette kan være for at spare penge, og en af konsekvenserne ved, at bogen ikke er udgivet på et forlag, og der derfor ikke har været en redaktør ind over. Men der er simpelthen så mange formulerings-, stave- og slåfejl, at bogen virker sjusket, og ikke ofte studser man over sætningskonstruktionerne. Det går dog ikke udover den samlede forståelse, men det virker uprofessionelt og som om, at Højris har haft lidt for travlt med at få bogen udgivet. Forhåbentligt bliver disse ting rettet i senere oplag.

Samlet set kan bogen altså betragtes som en ‘Musikbranchen for dummies’, som jeg ikke har noget problem med at anbefale, hvis man ønsker et hurtigt og overskueligt indblik (og overblik) over musikbranchen anno 2009. Men den må ses som en håndbog. Ønsker man mere dybdegående materiale kan man følge de angivne links i bogen til nogle aspekter. Hvis man derimod ønsker at dykke dybere ned i emner om for eksempel pladebranchens historie, marketing og strategier med mere, så bør man se sig om efter andre kilder.

Bogen kan købes på www.musikinfo.dk eller gaffashop.dk og koster kr 199,00

Reblog this post [with Zemanta]
No comments yet

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: