Skip to content

Danske musikere er for dårlige til at sælge sig selv og musikken

marts 23, 2009

Når man sammenligner den tid den seriøse musiker – amatør som professionel –  i gennemsnit bruger af timer på at øve sig, er det økonomiske afkast forsvindende lille sammenlignet med andre jobs. Læg dertil at mange udøvende voksne musikere er startet med at spille musik meget tidligt i livet, ofte allerede i folkeskolernes mindste klasser. Nogle er måske derefter gået konservatorievejen, mens andre forsøger sig med, at skabe en karriere i et rock-band – eller begge dele. Chancerne for økonomisk selvforsørgelse efter måske 20 år med ugentlige timer i øvelokalet er dog minimal set i forhold til f.eks. en murer, kok eller en universitetsuddannet. Og sidstenævnte uddannelser tager typisk mellem 3-5 år. Naturligvis kan man have vist interesse for at bygge huse eller lave mad tidligt, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Under alle omstændigheder er man bedre sikret, hvis man tager en af de tre sidstnævnte uddannelser, end hvis man vælger at uddanne sig som musiker (hvis vi da ser bort fra den lillebitte brøkdel af musikere, som er heldige at ramme en musikalsk guldåre – men dem er der meget meget få af).

Musik kan måske bedst sammenlignes med sport. En fodboldsspiller fra en af de store klubber har også spillet fodbold siden folkeskolens små klasser. Men sammenligner man en professionel fodboldspillers indtægt med f.eks. en konservatorieuddannet musiker, så er det to vidt forskellige tal vi snakker om. Og det til trods for, at begge er en del af kulturen.  Vi kan alle blive enige om, at vi har brug for læger og sygeplejersker og brandmænd og politibetjente. Men det er som om, at musikken ikke stadig ikke helt er accepteret, som et seriøst erhverv, ikke engang på lige fod med f.eks. fodbold, som vel i bund og grund heller ikke er livsnødvendigt, når det kommer til stykket.

Musikbranchen står i det hele taget i et paradoksalt image-problem, som den selv har været med til at skabe. For på den ene side elsker branchen at sælge historien om den fattige kunstner, som lige pludselig gik hen og blev rockstjerne. Transformationen fra usleben diamant til funklende stjerne er noget vi alle kan drømme os væk i. Se bare på de utallige talent-shows, som har denne transformation (om ikke til stjerne, så i det mindste til tv-kendis), som en af sine hjørnesten. Idéen om, at man laver bedst kunst på vandgrød i stearinlysets skær i en kold faldefærdig taglejlighed, er stadig i høj grad dominerende – også indenfor kunstens egne kredse. Er der nogen, som kan sige ‘Hjerte’-‘Smerte’? Det er i høj grad denne myte, og idéen om den lidt fedtede og meget langhårede musiker, som stadig er på spil. Men det er de færreste musikere, som i realiteten kan lave god musik med forfrosne fingre og grød hver eneste dag. Musik er langt hen ad vejen et håndværk, på linje med en murer eller en kok, selvom denne antagelse sikkert ikke falder i hak med en del store kunstneriske ego’er og oversete genier rundt omkring.

Musikbranchen – og især pladebranchen – beklager ofte sin nød over fildelingen. Etablerede artister på pladeselskaber sætter deres lid til organisationer som IFPI, for at varetage deres rettigheder. Kun nogle få har valgt at tale højt om deres egen personlige holdning til fildeling. Og ofte ligner de etablerede navnes (dem der faktisk tjener penge på musikken) retorik, den retorik som f.eks. IFPI fører – altså en kriminalisering af fildelingen og et fokus på hvor mange penge branchen har tabt på selvsamme. Engang imellem kommer artisternes mening til udtryk gennem nye måder at sælge og distribuere nyudgivelser på, som vi f.eks. har set det med Radiohead, NIN og Prince. Men disse skal måske i ligeså høj grad ses som medie-stunts, og det er spørgsmålet hvor længe nyhedsværdien ved denne type promotion har nogen effekt. Under alle omstændigheder tyder meget dog på, at pengene skal hentes hjem på live-koncerter, hvorfor pladeselskaberne også er begyndt at fungere som booking-bureau’er. Pointen er, at i denne optik bliver succes = økonomisk succes. Hvad blev der begrebet “Kunstnerisk Succes” indenfor musikbranchen?

Spørgsmålet er, om denne retorik ikke kunne ændres til gavn – ikke bare for de etablerede navne med pladeselskaberne i ryggen – men for alle musikere, som har en drøm om helt eller delvist at kunne leve af musikken. I stedet for altid at fokusere på økonomien, kunne man måske i højere grad fokusere på den kulturelle værdi musik har for samfundet. I stedet for altid at fokusere på en kriminalisering af fildelere og forsøge at “opdrage” på disse med trusler om sagsanlæg, pengebøder og lukning af deres internetforbindelse, kunne man måske vælge at se lidt mere positivt og konstruktivt på tingene, og i stedet forsøge at gøre bedre opmærksom på musikkens værdi, så brugerne igen fik lyst til at betale for den – både i form af CD’er/mp3’er og i form af koncerter.

Måske skal de danske musikere – amatører såvel som profesionelle, etablerede såvel som undergrund – til at stå mere sammen, og være bedre til at udbrede musikkens værdi – både for den enkelte, men også for samfundet som helhed. I stedet for at beklage sin nød over fildelingen og det økonomiske tab, og sætte sin lid til interesseorganisationernes anti-pirater og finger-pegende retorik, bør musikerne måske begynde at tale højere om musikkens kulturelle værdier, og blive bedre til at komme i øjenhøjde med sine fans – både blogs, hjemmesider, koncerter og events er fantastiske steder at gøre disse ting. De fleste fans vil også meget hellere betale for musikken, hvis de føler, at pengene går direkte til kunstnerne selv. Musikere og musikfans er en smuk symbiose som begge er afhængige af hinanden for at kunne eksistere.

Jeg savner i hvert fald at høre flere musikere tale højt om musikkens personlige, kulturelle og samfundsmæssige værdier fremfor om – igen og igen – at høre om musikkens økonomiske værdi, eller – i dag – mangel på samme.

Reblog this post [with Zemanta]
13 kommentarer leave one →
  1. Louis permalink
    marts 24, 2009 12:37 am

    øøhh ?

    – hvor vil du hen med det her jan ? (:

  2. marts 24, 2009 1:37 am

    Hej Louis.

    Jeg har tre hovedintentioner med indlægget:

    1) Den første er et ønske om en mere nuanceret debat om musikkens værdi, som jeg synes for det meste drejer sig økonomi, når musikere, journalister og pladebranche ytrer sig om den i medierne. Men dette er langt fra den eneste værdi musikken besidder. KODA tog initiativ til af udbrede kendskabet til musikkens værdi ved en konkurrence sidste år, men dette er mest for fagfolk, og fik ikke særlig meget omtale i pressen.

    2) Den anden er en slags opfordring til fælles front fra musikernes side. Jeg tænker at musikerne selv godt kunne bedre med til at udbrede budskabet om musikkens kulturelle værdier – at gøre opmærksom på hvor meget musikken egentlig kan – lige fra at være elevatormusik i supermarkedet, over musikken når man kører i bil, til musikken ved festen og ved koncerten. Næsten alle mennesker hører musik mindst en gang i løbet af en dag, men de færreste tænker måske over det, ligesom de færreste måske tænker over hvor meget musikken betyder for identitet, minder, følelser osv. Musik fylder enormt meget i vores samfund på alle mulige måder, men det er sjældent at musikere gør noget, for selv at fortælle hvor vigtig den egentlig er. Jeg synes musikere burde fylde mere i mediebilledet udover bare pressefotos og en ny musikvideo fra de få heldige der slipper igennem Boogie-nåleøjet. Altså: Musikere fortæl hvorfor vi skal lytte til Jer, og hvor meget I har at byde på!

    3) Min tredje pointe knytter sig meget til nummer to, idet jeg synes at musikere bør droppe Beethoven-geni-nøkkerne, og tale mere ærligt omkring musikken som et håndværk på lige linje med andre håndværk. Jeg kan huske Hugo Rasmussen engang sagde, at han ikke opfattede sig selv som kunstner – han var håndværker! Det drejer sig om at musikerne i Danmark måske skal være bedre til at organisere sig og tale i samlet flok – og her taler jeg ikke om at lade interesseorganisationer som IFPI og KODA tale for en – men om at musikerne selv, i øjenhøjde med deres fans og politikere, taler for, at musikken skal ses som et erhverv og håndværk på lige fod med alle andre. Og så skal vi have politikerne til at forstå, hvorfor musikere i perioder har behov for eksempelvis dagpenge, for at kunne udvikle ny musik. Dette gælder ikke bare indenfor musikken, men også indenfor f.eks. teaterverdenen, hvor folk går fra projekt til projekt og i perioder er uden arbejde. – Men disse perioder er så vigtige på lang sigt for udviklingen af ny kunst.

    Så musikere organisér Jer og råb højt i samlet flok om musikkens værdi for samfundet. Musikken har så meget andet at byde på end debatten om pirater og anti-pirater, hitlister og økonomisk succes og et smart image! Min tanke er, at hvis musikerne selv bliver bedre til at gøre opmærksomme på disse ting, vil det kunne komme dem selv til gode i det lange løb – også økonomisk.

    Jeg ved ikke om det blev lidt klarere, hvor jeg ville hen med indlægget? Ellers så bare skriv igen =)

  3. marts 24, 2009 4:19 pm

    Eller også er de bare for dårlige til at lave musik.. :S
    Der er for meget musik, der ligner alt det andet. Og så skal der åbenbart ikke meget “talent” til for at kunne kalde sig musiker. Rap, hiphop og den slags har intet med musik at gøre, hvis du spørger mig. Det vil være det samme som at kalde Onkel Danny’s monologer for symfonier.
    Og så forresten, kan man ikke leve af den musik, man har lavet, så må man få sig et rigtigt arbejde, beskæftige sig med noget andet.

  4. Christian permalink
    marts 25, 2009 3:12 am

    Som jeg læser det, siger du at man skal bare være glad hvis man kan lave musik og leve af stort set ingen ting, og samtidig siger du at det er et : “et håndværk, på linje med en murer eller en kok.”

    Hvis det er et håndværk, på linje med en murer eller en kok, er det så ikke OK at man tjener på det man laver. Eller skal vi ud i at : arbejdet bærer lønnen i sig selv ?

    Jeg er så heldig at jeg kan (over)leve af min indtjening på musikken… og syntes at dit statement omkring at droppe snakken og debatten omkring pirateri er lidt ynkeligt, i forhold til det du ellers skriver i denne klumme.

  5. marts 25, 2009 2:02 pm

    Hej Christian. Tak for dit svar.

    Jeg tror du har misforstået min pointe. Min pointe er det modsatte, af det du tolker ud fra mit indlæg. Jeg skriver netop, at der er ingen musikere, der kan lave god kunst på vandgrød. Men at det er forbavsende svært at leve af musik, selvom det er et håndværk på lige linje med f.eks. det at være murer eller kok.

    Jeg snakker ikke om, at man helt skal droppe snakken om pirateri. Men at debatten er unuanceret i medierne. Debatten om pirater og anti-pirater kan kun ende med symptombehandling. Den skal følges op med en bredere forståelse af musikkens kulturelle værdi for samfundet. Og det er her jeg synes, at musikere kunne sige noget mere. I stedet for at beklage sig over fildelingen og manglende økonomi (negativ kritik) kunne man gøre mere for at tale om musikkens andre værdier (konstruktiv kritik), som kunne være med til at åbne folks øjne for hvorfor folk skal betale for den. At åbne folks øjne for musikkens værdi i dagligdagen, tror jeg også vil kunne komme musikerne til gavn økonomisk på sigt. Og jeg efterlyser at flere musikere er med til at fortælle hvad musikken egentlig kan, i stedet for bare at læne sig op af retorikken, som foregår i medierne i forvejen. At blive ved med at sige “ellers kan vi ik lave ny musik” er ikke nok. Især ikke når man tænker på hvor meget ny musik, der faktisk bliver skabt hele tiden på skrabede budgetter.

  6. 2ean permalink
    marts 26, 2009 5:46 pm

    Jeg kan KUN give dig ret.
    Vi laver musik og sidder på vores røv og venter på fans.

  7. marts 26, 2009 6:11 pm

    Hehehe… Tak 😉

  8. marts 28, 2009 2:47 am

    Det er helt sikkert, at billedet af musikbranchen, kræver nye farver her i internettets florerende tider.

    Jeg tror på at det er live man for alvor skal trække fansene i land. Her er problemet bare, at mængden af mellemstore/halvsmå spillesteder, hvor alternative bands kan fyre deres show af, i Danmark (fx her i DK’s anden største by hvor jeg selv huserer) er meget begrænsede. Dette gør det meget svært for bands med en uhørt lyd at trænge igennem til et publikum, medmindre man udover utallige timer, også har lyst til af egen lomme, at spytte mange tusinde kroner i en ordentlig indspilning, mixing og mastering, så musikken også lyder godt på Eltax-højtalerne hjemme i stuerne.
    Man drukner meget hurtigt på Myspace (skønt en solstrålehistorie i ny og næ trænger igennem skyerne) og siger lyden ikke Pow! lige fra starten af, taber man folk. Generelt. En ond cirkel, da utallige timer i den kunstneriske proces holder en fra det brødfødende arbejde og derfor også fra de forgyldte studier.

    Mange kommer langt med bands der lyder som en hundrede andre bands, der lyder som ét stort band. Måske fordi vejen til scenekanten er kortere, da spillestederne hører en mere sikker og genkendelig lyd heri. Har man først erfaring fra disse mindre halvcover-agtige spillejobs, er vejen til opvarmningsjobs for større bands straks kortere og kan man skrive det på CV’et, er vejen til en halvfesen pladekontrakt og en artikel i Gaffa straks det samme.

    Så sidder vi lidt alternative kunstnere tilbage og river vores lange fedtede hår af og frygter, at blive kommercielle selv. En sygdom mange kunstnere, der kalder sig “alternative” lider af. Kommerciel (som ofte bruges som lig med mainstream) er fandens skabte værk, og er det værste man kan have siddende på sig. Eller hvad?

    Musikrevolution, tak!?

    Undskyld jeg har ladet dig læse alt dette Det er sent og tankerne flyder udover kanten og jeg mangler en rød tråd.. Håber noget kan bruges. Godnat

  9. marts 29, 2009 5:16 pm

    Hej Alex.

    Du skal skam ikke undskylde for dit svar, som jeg synes indeholder rigtigt mange fine pointer og givet et nuanceret billede af situationen 🙂

    Netop det med at det er svært for bands at komme igennem på spillesteder, medmindre de allerede lyder som noget, man kender i forvejen er en god pointe. Jeg sidder i øjeblikket og arbejder på en opgave om oplevelsesøkonomien indenfor kulturlivet i forbindelse med mit studie på KU. Og et af succeskriterierne inden for oplevelsesøkonomien er ofte at udbyde noget til kunderne, som både er nyt og interessant – og samtidig kendt og relevant. Dette kan både være med til at forklare diverse hitskabeloner indenfor popmusikken, og hvorfor spillestederne satse på de sikre kort, som kan sikre dem barindtægter. Jeg arbejder i øjeblikket på en artikel om blandt andet dette til bloggen, men der går nok lige noget tid, førend den er klar.

    Er i øvrigt helt enig i det med Myspace… synes sitet er enormt hyped i forhold til, hvad det giver af udbytte for de fleste. Bare at oprette en profil der er i hvert fald langt fra nok. Mange musikere på sitet er venner med andre musikere – men nok mest for at kunne bruge andre musikeres site som reklamesøjle, for sin egen musik. Det er i hvert fald mit indtryk. Men sitet har muligheder, hvis man forstår at bruge det rigtigt – men det er kun en dråbe i havet når det drejer sig om at skaffe sig opmærksomhed på nettet i dag.

    Tak for dit indspark til debatten 🙂

  10. marts 31, 2009 8:00 am

    Opdelingen i “værdi” og “økonomisk værdi” er noget man tit støder på, men begrebet “værdi” handler jo om, hvor meget noget er værd for én. Dvs man sammenligner to størrelser, nemlig: “hvor meget” og “noget”. Og så er vi alledede ovre i økonomi.

  11. april 2, 2009 3:11 am

    ..

    Problemet er idag jo ikke kun fildelingen i form af hindring for amatør musikkens udbredelse – i form af om den er ulovlig – problemet er at gud og hver mand har mulighed for at uploade sin musik uden filter. Og når “alle” gør det, så bliver det et uoverskueligt marked for lytteren, der egentligt nok går ind på et website for at høre ny musik, men som efter et par, tilfældige, men højst sandsynligt (80%? højere?) kliks, rammer en bunke lort som en eller anden der har lavet musik i 2 uger har uploadet fordi DET skal han da dele med verdenen – og derefter går lytteren over til de “sikre” navne.

    Så vi er selv skyld i det – vi er selv skyld i at lytterne heller ikke viser “os” den interesse vi viser dem, ved at uploade kvalitet, – for vi har alle sammen uploadet lort – og meget af det er stadig på nettet.

    Så et sted at starte kunne jo være at vi alle sammen begyndte at være lidt mere selvkritiske, og fjernede alt det vi egentligt ikke mente var godt nok – eller “bare” er en demo af noget man “lige” er igang med.

  12. Mike permalink
    april 12, 2009 4:44 pm

    @Sygkose.
    Helt enig! Udbudet har over gået efterspørgslen – mere end vi kan forestille os! Det er simpelthen blevet for nemt.

  13. juni 13, 2009 12:43 am

    Hej Jan Sørensen.

    Faldt lidt tilfældigt over dine skønne energiske, man kan måske driste sig til at sige lidt uerfarne causerier udi musikerens virkelige verden.
    Jeg har nu levet af at være musiker i ca. en menneskealder.
    Der er plads til at brække sig over de næste to spalter.

    Jeg har hus på landet og har for flere år siden måttet indse at have udlevet mine underlige men sekundere drømme om kone, børn, økologi, bæredygtighed.
    Financeret af musikalske kompromiser.

    Jeg har spillet på torve, til brylupper, konfirmationer, ferniceringer, fødselsdage, jeg har spillet til begravelser, jeg har spillet til revyer, været kanin på kons, spillet på døren i
    La Fontian, Tieren, Zieglers, ja jeg kan sgu ikke huske det. jeg har glemt mange ting citeter dine ord:

    Citat: Jeg savner i hvert fald at høre flere musikere tale højt om musikkens personlige, kulturelle og samfundsmæssige værdier fremfor om – igen og igen – at høre om musikkens økonomiske værdi, eller – i dag – mangel på samme.
    Bliver lige forstyrret vender tilbage senere.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: