Skip to content

Anmeldelsens rolle i populærmusikken

marts 14, 2009

Fjerpen og blækDet er så nemt at have en holdning til andres musik, at vende tommelfingeren op eller ned til noget, som andre har lagt deres hjerte og energi i, når man sidder med ordene i sin magt og på sikker afstand bag skærmen. Noget helt andet er, at blive stillet til ansvar for sine holdninger, når man pludseligt står face-to-face med personen bag musikken. Til en fest i weekenden, stødte jeg pludseligt på en sangerinde, hvis musik jeg har anmeldt for et par år siden for Undertoner. Det gøs lidt i mig, da jeg fandt ud af hvem hun var, og i et kort øjeblik overvejede jeg ikke at fortælle, at jeg havde anmeldt hendes musik. Fadøllen, der flød i blodet, gav mig dog heldigvis det mod, der skulle til.

Faktisk var sangerindens album det allerførste, jeg nogensinde har anmeldt, og nok derfor det, som husker jeg bedst. Og en del af mig var rigtig nysgerrig efter at høre hendes tanker og idéer bag musikken. Det var spændende at høre, hvilke udfordringer sangerinden og hendes band står overfor i dag, og om hvordan tingene havde ændret sig i forhold til udgivelsen af deres første album, og om hvor de var på vej hen i deres karriere. Mødet endte, omend det stadig står en smule omtåget, i en god og hyggelig fagsnak om situationen i musikbranchen i dag.

Når jeg har valgt at lægge ud med den lille personlige anekdote, så  er det fordi den satte en masse tanker igang omkring anmelderens rolle i populærmusikken. Jeg begyndte at fundere over mine egne ord om hendes musik, og de tanker jeg havde gjort mig om musikken, og det med at være anmelder. – Hvad var de egentligt værd? Det, som drypper fra anmelderens pen, vil altid altid være subjektivt. Derfor rejser det helt naturligt spørgsmål om, hvad vi i virkeligheden kan bruge anmeldelser til? – Hvilke funktioner tjener anmeldelser for populærmusikken? Jeg kan sige, at det for mit eget vedkommende bl.a. handlede om at få noget skriveerfaring indenfor det område, at få kastet nyt musik i hovedet, som jeg måske ellers aldrig ville være stødt på, samt at være med til at udbrede kendskabet til denne musik til andre. Og så kunne jeg godt lide, at det var frivilligt arbejde.

Fire typer af anmeldelser

Jeg vil i følgende artikel forsøge at diskutere anmeldelsens rolle i populærmusikken. Jeg vil prøve at skabe et overblik over, hvilken typer af anmeldelser der findes, og ligheder og forskelle imellem dem,s samt hvilke funktioner de hver især har.

For forståelsens skyld har jeg valgt at dele anmeldelser op i fire typer:

1) Den første er, hvad jeg vil kalde for, nyhedsanmeldelsen. Denne type af anmeldelse er som oftest meget kort, og har måske mere karakter af at være en lille nyhedsnotits, end en egentlig anmeldelse. Denne type finder man ofte i diverse livsstilsmagasiner, som f.eks. Euroman/-woman og gymnasierettede blade som Chili og Tjeck. I disse tilfælde skal musikken kæmpe om spaltepladsen med nye gadgets, film, litteratur, tøj, computerspil og skal altså derfor optage så lidt spalteplads som muligt. Man finder også denne type af anmeldelser i aviser og i deciderede musikblade, som f.eks. Gaffa. Kendetegnende for disse blade er altså også, at de henvender sig til en bred læserskare som skal tilgodeses. Nyhedsanmeldelsen skal både bringe nyheden om et nyt album, nævne kunstneren, og give en form for vurdering så kort som overhovedet muligt. Derfor bliver brugen af en form for karakterskala (f.eks. fra 1 til 6 stjerner) meget vigtig. Man kan derfor også finde anmeldelser af denne type, der er stort set enslydende i flere forskellige blade, sikkert pga. redaktionen kun har læst pressemeddelsen, og copy-pasted det mest essentielle ned i en koncentreret form. Denne type anmeldelse er nok den mindst subjektive af de fire, men kan dog sagtens være det.

2) Den næste type er, hvad jeg har valgt at kalde for, interresseanmeldelsen. Den henvender sig mere målrettet til bestemte segmenter med interesse i at læse om musik. Dette er typisk en mellemlang anmeldelse (fra en kvart til en halv side i Gaffa-“målestok”), som gør brug af en mere dybdegående journalistisk tilgang (man får måske nogle flere detaljer om bandets tidligere albums og tournéer). Interesseanmeldelser er altså kendetegnet ved en intellektuel og journalistisk tilgang til anmeldelser, som ligger sig et sted imellem det populistiske og det akademiske. Interesseanmeldelsen finder man typisk i gratis musikblade som f.eks. Gaffa, samt i aviser. Typisk er de kunstnere, der får denne spalteplads, også kunstnere, som passer ind i bladet/avisens overordnede profil. Da både aviser og gratis bladene stadigvæk har en forholdsvis bred læserskare snakker vi altså stadig mainstream, dog evt. med en hvis farvenuance i en bestemt retning (Gaffa synes f.eks. mest at lægge vægt på indie/alternative pop/rock-udgivelser, samt R’n’B og hiphop – dansk som udenlandsk. Dette ændrer sig dog hele tiden gradvist, som nye genrer glider ind og ud af mainstream).

3) Den tredje type er, hvad jeg vil kalde for, feinschmecker-anmeldelsen. Denne anmeldelse er ofte længere end interesseanmeldelsen – men ikke nødvendigvis. Feinschmecker-anmeldelsen henvender sig typisk til en forholdsvis smal målgruppe, med stor interesse i en bestemt type musik. Blade af denne type er f.eks. Jazz Special og Djembe. Denne type anmeldelser er oftest præget af stor seriøsitet, professionalisme og dybdegående journalistik. Derfor er det ikke ualmindeligt med baggrundsstof om artisterne, og man kan finde fagtermer brugt, som stiller større krav til læsernes viden på forhånd. Anmelderne er typisk dedikerede fans, eller måske endda selv udøvende musikere indenfor feltet gennem flere år, som aflønnes symbolsk, hvorfor blade af denne type ofte er afhængige af økonomisk støtte udefra (fra f.eks. staten), for at kunne eksistere.

4) Den fjerde type er den fandrevne anmeldelse. At denne type anmeldelser er skrevet af fans skal ikke nødvendigvis tages som om, at anmelderen er fan af den musik han/hun anmelder, men derimod, at anmelderen er en stor fan af musik generelt, og derfor har valgt at bruge tid og energi på at opsøge og lytte til ny musik, og give sin mening tilkende om den. I 70’erne og 80’erne så man meget fandrevne trykte musikmagasiner (f.eks. indenfor Punk), som var skrevet af fans til fans i undergrunden. Med internettets udbredelse er denne type af anmeldelser steget markant. Dette er sket i takt med at mangfoldigheden og tilgængeligheden af musik er eksploderet, og distributionen af denne type anmeldelser nu ikke længere er afhængig af at kunne rejse penge til at trykke et hvis antal eksemplarer i papirform – med en computer og en internetforbindelse kan alle give deres mening tilkende.

Typisk finder man de fandrevne anmeldelser på diverse e-zine’s som f.eks. Undertoner eller Geiger. Men også på diverse blogs og musikercommunity-sites som Bandbase. På sites som Undertoner og Geiger er anmeldelserne kendetegnet af en stor seriøsitet og respekt for musikken og lægger sig nærmest op ad feinschmecker-anmeldelsen i de trykte magasiner. Dette kan også gøre sig gældende for blogs og communitysites som Bandbase, men på disse to sidstnævnte, kan anmeldelserne ligeså godt være mindre fagnørdet, og mere smagstilkendegivelser fra lyttere, som lige er stødt på et eller andet, som har inspireret dem på den ene eller anden måde.

Internettet har desuden også givet de trykte magasiner en mulighed for at have en online profil, hvor læserne kan diskutere anmeldelserne på fora, eller de kan direkte opfordre læserne til at komme med egne kommentarer og anmeldelser, som modsvar til redaktionens udspil, som man nu kan på Gaffa. Dette understreger i høj grad igen det subjektive aspekt ved anmeldelsen. Samtidig vidner den megen spalteplads anmeldelser samlet set får og den meget debat de kan skabe om, at selvom anmeldelser bare er udtryk for en enkelt skribents holdninger, så er og forbliver de en vigtig og central del i populærmusikkulturen.

Autentiske anmeldelser

En af de gennemgående temaer i den tyske filosof og kulturkritiker Walter Benjamin’s forfatterskab var, at det var kritikeren, der fuldente værket. Kritikeren skulle ikke nødvendigvis forstås som en kritiker i professionel forstand – det kunne ligeså godt være publikum i biografen, der i kraft af det manglende samspil mellem publikum og skuespiller (som man kender det fra f.eks. teatret eller koncerten), indtager rollen som kritiker. Kritikken skulle redde kunstværker fra deres “vareform” og blotte kernen af sandhed (auraen), de gemmer i sig. Et værks aura kunne kun aflures gennem den unikke engangsoplevelse, som når man står på muséet og betragter et kunstværk eller oplever en koncert eller teaterforestilling. Reproduktionsteknologien i form af grammofonen, filmen eller litografiet (som på Benjamins tid 1920’erne-1930’erne stadig var relativt nye) stillede således spørgsmålstegn om hvorvidt det reproducerede værk kunne have en aura. I min forståelse af Benjamin var dette altså ikke muligt.

I dag er reproduktionsteknologierne blevet naturaliseret, og flere albums er skabt i studiet, og en del af disse er aldrig blevet spillet live. Derfor må man i dag naturligvis revurdere Benjamins betragtninger, eller i det mindste huske den historiske kontekst, hvori de er skrevet. Når jeg alligevel vælger at bringe Benjamin i spil, så er det fordi, at man kan drage en parallel fra Benjamins aura-begreb, til en af nutidens dominerende diskurser i kulturkritikken, nemlig kravet om autenticitet.  Hvor Benjamins aura-begreb dog klart var iboende i værket, har autenticitetsbegrebet undergået flere transformationer, og både været opfattet som iboende i værket/koncerten/musikken, men også som noget, der tilskrives af f.eks. lytteren – af forskellige årsager. Begrebet er stadig genstand for megen diskussion på humanistiske studier verden over, og forståelsen af det udvikler sig således stadig. Grundlæggende kan man dog sige, at begrebet falder tilbage på lytterens opfattelse af et givent kunstværk, og således – ligesom anmeldelsen – er subjektivt funderet. Og netop kravet om autenticitet har været et gennemgående tema i mange anmeldelser gennem tiden, ikke mindst indenfor rock-kritikken, hvor begrebet stadig kan have en alt-afgørende blåstempling for, om noget kan betegnes som værende ‘ægte’ rock.

Autenticitet har således været et kvalitetsstempel for musik gennem flere årtier, og har været med til at dømme musik ‘ude’ eller ‘inde’ indenfor populærmusikkens egne grænser. Men der er også en parallel til høj-lav dikotomien, som i mange år har været fremherskende indenfor kampen mellem fin-kulturen (læs: den klassiske musik) og lav-kulturen (læs: den rytmiske musik). Som den rytmiske har udviklet sig markant siden 60’erne er det nu ikke længere kun forbeholdt rock’en at være autentisk. Tværtimod kan man sige, at især de seneste to årtier, hvor sampling og sequencerbaseret musikproduktion er blevet dominerende, har været præget af, at netop blandingen af genrer og nedbrydningen af genrers grænser i sig selv har været et mål, for at skabe autentisk musik. Dette hænger bl.a. også sammen med ønsket og kravet om at skabe sin egen unikke ståplads i et musikalsk meget mangfoldigt univers. Derfor bliver især nye kunstnere nødt til at (gen)opfinde de genrer de bevæger sig indenfor, uden dog nødvendigvis af den grund at blive avant-gardistiske.

Især feinschmecker-anmeldelsen, men til dels også interesseanmeldelsen og de mere seriøse fandrevne anmeldelser, er stadig præget af en autenticitetsdiskurs. Samtidig er de et produkt af især strukturer fra 80’ernes anmeldelser, hvor seriøsitet og journalistik blev et krav til skribenten og anmeldelsen i sig selv, bl.a. drevet frem af markante personligheder, som f.eks. Torben Bille (ham der ofte lå i åben krig med Shu-bi-dua i 80’erne – hvilket medførte at han blev skildret i sangen ‘Billen på bladet’, som et misforstået insekt). De markante personligheder har – i øvrigt i sammenhæng med en generel tendens indenfor journalistikken – affødt en hvis gonzo-journalistik indenfor anmelderfaget, der dog ikke længere er så markant, som det måske netop var i 80’erne. At det ikke er blevet stærkere skyldes nok især mangfoldigheden af anmeldere, men dog finder man stadig, at nogle få gamle rotter i faget, der i kraft af deres position som kulturredaktører og dets lige, stadig fungerer som gate-keepere for nye bands, der prøver at slå igennem. Skal man slå igennem til mainstream-publikummet, er der altså stadig en del nåleøjer, man skal igennem – også i denne henseende.

Anmeldelsernes funktion

Min påstand er, at en anmeldelses vigtigste og fineste formål er, at skabe omtale for kunsten (og dermed afledt en øget chance for økonomisk indtjening for kunstnerne). Og det gælder ligegyldigt hvilken af de fire anmeldelsestyper, der er tale om. Man siger at dårlig reklame er bedre end ingen reklame, og dette gør sig i høj grad også gældende for anmeldelser. Hvor tit har man ikke set, at albums, der har fået dårlig kritik i pressen, er gået hen og blevet publikumssuccéser og vise versa? Så det er altså ikke nødvendigvis anmeldelsen i sig selv, der har nogen betydning for et albums succes. Mere sandsynligt er det, at det er udvælgelsesprocessen og den begrænsede spalteplads hos de enkelte aviser, musik- og livsstilsmagasiner, der er den egentlige begrænsende faktor for omtalen af ny musik. Læg dertil, at jo bredere en læserskare et tidsskrift skal tilgodese, jo mere sandsynligt er det, at de spiller med sikre kort. Det er bl.a. derfor man kan finde de samme etablerede kunstnere går igen i mange anmeldelser – også selvom de måske får dårlig kritik over hele linjen.

Stjerner anmeldelseOg det er bl.a. her nyhedsanmeldelsen kommer ind i billedet. I en verden, hvor man konstant bliver bombarderet med nyheder, har man som forbruger brug for hurtigt at kunne orientere sig. Selvom nyhedsanmeldelsen måske i virkeligheden siger meget lidt om musikken på albummet, så skaber den en hurtig måde at skabe opmærksomhed om ny musik på. Og netop opmærksomheden, hvor overfladisk den end måtte være, er ligeså vigtig for musikere i dag, som det for vaskemiddelproducenterne, at du genkender bogstaverne O M O næste gang du står nede supermarkedet. Derfor skal man ikke undervurdere nyhedsanmeldelsen, som en helt essentiel brik for både skabere og forbrugere af musik. Man bør altså, selvom de fleste forbrugere er klar over, at en anmeldelse er udtryk for en enkelt skribents subjektive mening, heller ikke undervurdere den stærke signalværdi, der kan ligge i lynhurtigt at dømme noget godt eller skidt, ved grafisk at uddele f.eks. stjerner.

Sidstnævnte bliver især aktuelt, når forbrugeren hurtigt skal orientere sig i mængden af ny musik, som han/hun ikke har kendskab til i forvejen. Jo mere lytteren har kendskab til artisten i forvejen, jo mere vigtig bliver teksten i anmeldelserne, da man således allerede har dannet sig sit eget indtryk af musikken, og kan bruge anmeldelsen til at identificere sig med eller tage afstand fra anmelderens holdning. – Og det er ofte her, at diskussionerne starter på diverse fora. Det er således også forholdsvis sjældent, at det er nyhedsanmeldelserne, som er genstand for debat – de er som oftest for korte til at skabe den helt store røre. Det er også forholdsvis sjældent, at man ser den store modstand mod anmelderne i feinschmecker-bladene – måske fordi de stadig her er omgæret af en hvis respekt omkring sig, i kraft af deres professionalisme og ofte store viden indenfor feltet. Det er således især på blogs og indenfor interesseanmeldelserne, at vi finder de største følelsesudbrud og diskussioner.

Anmelderkulturens dagsordener

I en tid med gonzo-journalistik og blogger-kultur, kan et sekundært mål med anmeldelser være at skabe opmærksomhed om skribenten. Dette er der i og for sig ikke noget galt i – en skribents personlige dagsorden kan vel være ligeså fin som den bagvedliggende dagsorden for eksempelvis en avis kulturredaktion. Men det kan måske være svære at gennemskue skribentens politiske holdninger i sådanne tilfælde. Det kræver et kendskab til den enkelte anmelder, som ofte kun kan opbygges ved at læse flere anmeldelser og artikler af vedkommende. Men det kan være en god ting at skrive sig bag øret, næste gang man læser en anmeldelse på en personlig blog eller af en markant anmelder på en af de store aviser.

Ligeledes kan det være en god ting at være opmærksom på hvilken målgruppe et blad henvender sig til. Generelt kan man sige, at jo bredere en læserskare, jo mere overfladiske og mainstream bliver anmeldelserne, og hvis man virkelig er interesseret i mere dybdegående journalistik om ny musik, så skal man søge andre steder hen. Desuden kan man skrive sig bag øret hvordan de enkelte blade er finansieret. Et blad som Gaffa er primært afhængig af indtægter fra annoncører, som naturligvis har en interesse i, at deres reklamer bliver vist til en bestemt målgruppe (i Gaffa’s tilfælde: Café-segmentet af unge studerende). Gaffa er da netop også at finde på især caféer og uddannelsesinstitutioner rundt omkring. Dette er der i sig selv heller ikke noget galt i, men igen, hvis man er interesseret i de nyeste house-acts, så skal man søge andre steder hen, selvom mange af aviserne og bladene gør en del ud af at fortælle, hvor vidtfavnende og “undergrundsbevidste” de er.

Afsluttende bemærkninger

Anmeldelser er altså subjektive, men kan også være præget af en mere eller mindre skjult dagsorden afhængig af hvilket medie, de optræder i. Men selvom de er udtryk for en enkelt skribents personlige mening om noget given musik, så er de stadig en essentiel del af musikkulturen, da de både er med til at skabe reklame og omtale i sig selv, men også gennem de diskussioner de afføder. Desuden fungerer de som en slags identitetsforstærkende brik, i kraft af, at man som læser enten kan identificere eller tage afstand fra det skrevne. De fungerer altså her på lige fod med en bestemt tøjstil eller væremåde indenfor en bestemt musikalsk subkultur, omend de ikke har ligeså stor signalværdi udadtil, som f.eks. en guldkæde om halsen eller et par stramme sorte indie-bukser.

Internettets udbredelse og mangfoldigheden inden for kulturen har medført, at flere har fået muligheden for at give deres besyv med. Dette har betydet, at langt mere musik bliver anmeldt nu, og på nettet kan man finde anmeldelser indenfor alle de fire typer af anmeldelser, jeg har opstillet. – Og dermed også indenfor alle grader af seriøsitet og professionalisme – eller mangel på samme. Dog synes der at være en tendens til, at de mere seriøse sites har en længere levetid. Der sker altså en form for digital darwinistisk udvælgelsesproces også mellem de mange anmeldere på nettet, hvor kun de stærkeste overlever. Dette er typisk de mere seriøse sites – eller den fandrevne anmeldelseskultur – da denne består af dedikerede fans af musik, som ligger tid og energi i at skrive om det de brænder for. Man synes altså at kunne ane en tendens til, at især feinschmecker-kulturen har fået bedre kår på nettet, end de har haft i det trykte medie, da de ikke er afhængige af støtte til at udgive trykte eksemplarer, til en relativ snæver læserskare. Mange feinschmeckerblade gennem tiden har maksimalt overlevet et år eller to, fordi de simpelthen ikke har kunnet genere indtægter nok – enten i form af reklamer eller abonnementer, til en kunne holde et blad kørende til en forholdsvis lille læserskare. Omvendt kan man måske også forestille sig, at blogs som udelukkende poster populistisk indhold, har sværere ved at fastholde en læsere i længden, da disse i forvejen får serveret samme indhold overalt i medierne. Desuden er skribenter på blogs, der poster dette indhold måske mindre dedikeret, end anmeldere på diverse e-zines og de mere ‘smalle’ blogs.

På trods af nettets mangfoldighed, er der dog stadig nåleøjer og gate-keepers, der skal passeres, hvis man vil trænge igennem til mainstream-publikummet – og derved den økonomiske succes som musiker. Her sidder massemedierne og de cafédistribuerede gratismagasiner stadig på tronen, da det simpelthen er dem, der når ud til den bredeste målgruppe. Dette sker dog på bekostning af bredden i valget af musik, der anmeldes.

Til at runde af med vil jeg gerne benytte lejligheden til at komme med et citat fra en af mine absolut ynglingsfilm, nemlig Disney-animationsfilmen Ratatouille. Citatet stammer naturligvis fra den benhårde og berygtede madanmelder Anton Ego, som godt nok her taler om mad, men som – efter min mening – formulerer anmeldelsens funktion bedre end jeg nogensinde vil kunne komme til:

In many ways, the work of a critic is easy. We risk very little yet enjoy a position over those who offer up their work and their selves to our judgment. We thrive on negative criticism, which is fun to write and to read. But the bitter truth we critics must face, is that in the grand scheme of things, the average piece of junk is more meaningful than our criticism designating it so. But there are times when a critic truly risks something, and that is in the discovery and defense of the new. The world is often unkind to new talent, new creations, the new needs friends.

– Anton Ego

Reblog this post [with Zemanta]
4 kommentarer leave one →
  1. Kasper Hovgaard permalink
    marts 27, 2009 12:43 pm

    I en altovervejende udmærket opsummerende diskussion af anmeldelsernes placering i medieforbrugskulturen savner jeg, at du kommenterer lidt på YouTube’s placering. Når man som gæst konstaterer, at tusindvis af musikklip har været vist mange millioner gange og er blevet forsynet med tusindvis af brugerkommentarer på ganske få år, så er netop dette mediums rolle i særlig grad relevant at vurdere.

    Kommentarerne tæller alt lige fra euforisk one liner-begejstring til “nørdede” detailoplysninger, og selve mediet YT er i høj grad med til at sidestille ny og gammel musik, endog på tværs af alle genremæssige grænser. Et nyligt uploaded klip med Mills Brothers eller Billie Holiday kan (næsten) blive genstand for samme brugeropmærksomhed som et splinternyt klip med U2, Pink eller The Killers… og alligevel bli’r de allesammen udkonkurreret af et klip med en kat, der klimprer på et klaver(!)

    I hvor høj grad tror du, at folk i almindelighed nu – og i fremtiden – vil orientere sig gennem en så massivt favnende og benyttet portal som YouTube er blevet (helt uden konkurrence) frem for at tygge sig gennem mere eller mindre engagerede (for den “jævne mand” måske ligefrem uigennemskuelige) anmeldelser?

    Filmanmeldelser tjener fortsat et kommercielt (og derfor sejlivet) formål alene i kraft af, at anmeldernes uddelte stjerner, hjerter og hatte pryder mange filmplakater (se evt. “Mænd der hader kvinder”).
    For musikken er anmeldelserne derimod umiddelbart usynlige. Netsalget af musiknumre er kun sjældent kædet sammen med anmeldelser, og der eksisterer reelt ikke et alment kendt medium på linje med filmverdenens IMDB.com. Selv Allmusic.com halter langt efter. Pladeindustrien VED, at de færreste musikkøbere overhovedet læser anmeldelser. Synlighed er eksistens, og fordi dansk TV ikke for alvor i de sidste 10 år har formidlet professionel musik via andre programmer end Boogie – og selv dér er X-Factor-“feberen” ved at fortrænge profmusikken.

    Jeg ville måske følge op på denne artikel med et causeri om, hvorfor musikformidlingen nu i en meget lang årrække har haft så trange kår ikke mindst i Danmark?

  2. marts 29, 2009 1:55 pm

    Hej Jan, du bad mig begrunde her http://www.bandbase.dk/Forum/1/Musikdebat/Post/287217/Anmeldelsens-rolle-i-populaermusikken/ hvorfor jeg anmelder. Tja, godt spørgsmål. Nu er det kun på bandbase.dk og som glad amatør jeg gør det, men når jeg i det hele taget bruger tid på det, er det nok bare fordi, jeg synes det er sjovt. Håber dels andre (heriblandt de anmeldte) kan bruge det til noget, dels synes det er sjovt at læse. (Mht det første, så mener jeg dog ikke, det er en anmelders opgave at være konstruktiv for kunstneren, som det hævdes af mange)

    Men som sagt, tror jeg du har fat i noget. At skabe omtale og debat må være noget af det centrale i rollen.

    Fin kommentar af KH. I tilfældet YT tror jeg dog, at det i højere grad er billedsiden (selve videoen) end musikken kommentarerne knytter sig til (selvom de to ting selvfølgelig hænger sammen) Hvilket i så fald er fair nok, da lyden på folks uploadede videoer jo som regel er noget hø.

  3. april 2, 2009 4:22 pm

    Hej Kasper.

    Tak for dit indlæg og beklager den lange svartid. Jeg sidder med eksamensopgaver til op over begge ører i øjeblikket.

    Du har helt ret i at man ikke kan tilsidesætte YT’s placering, hvad angår brugerkommentarer om musik. Og når de både indeholde detaljeoplysninger og smagsdommerier, så kan man måske godt sammenligne dem med anmeldelser. Jeg synes nu alligevel godt man kan skelne mellem anmeldelser og kommentarer i den forstand, at anmeldelser som oftest er envejskommunikation, der har til hensigt at formidle om musik, hvor kommentarer mere er en umiddelbar respons på noget musik. Jeg er dog klar over at grænserne kan være flydende mellem de to felter.

    Det er til gengæld rigtigt interessant det du nævner med, at ny musik sidestilles med gammel musik (og i øvrigt udkonkurreres af et klip med en kat, der spiller klaver). Det, sammenlagt med den remix-kultur der er opstået på YT, er – i mine øjne – et af sitets største forcer når vi tænker i termer som kulturel mangfoldighed og fri kultur. Og så det jo i grunden også et fantastisk medie til promotion, hvis det bliver brugt rigtigt.

    Personligt tror jeg faktisk ikke, at der i fremtiden vil være en den store forskel på folks lyst til at orientere sig omkring musik i forhold til nu. Der vil altid være forskellig interesse for musik, som udmønter sig i en mere eller mindre opsøgende adfærd. Jeg ser to mulige veje: Udbuddet og tilgængligheden af musik er steget markant og vil højst sandsynligt fortsætte med dette – krise i pladebranchen eller ej – som følge af en demokratisering af produktions og distributionsmidlerne. Dette kan betyde, at folk har brug for at orientere hurtigere i mængden af musik, og derfor vil et site som YT have en klar fordel. Men mangfoldigheden kan også betyde, at folk bliver trætte af det overfladiske, og ønsker at fordybe sig i hver deres nichér, og derfor gerne vil læse længere anmeldelser indenfor deres interessesfære. Man kunne måske forestille sig en kombination af, at folk bruger kommentarer på YT og andre steder på nettet til hurtigt at finde noget de kan lide, og derefter researcher mere indenfor disse områder. Når det så er sagt, skal der nok være et stort mainstream-segment, for hvem musik er ren brug-og-smid-væk-kultur, og som kun vil surfe overfladisk. Men jeg tror det er svært at generalisere om sådan nogle ting, da mange tendenser stadig skrider mod en endnu større individualisering og identitssøgen – også på nettet.

    Jeg har dog mine tvivl om hvorvidt, at du har ret i, at pladebranchen ved, at det kun er de færreste, der læser anmeldelser. Det kommer nok også an på hvilken type anmeldelser vi snakker om – jf. mit indlæg. Jeg synes også godt man kan finde anmeldelser på f.eks. CD-covers eller på plakater stadigvæk hvor der står, at det og det album har fået så og så mange stjerner i Politiken osv. Så i det omfang er anmeldelser stadig med til sælge plader, og fungere som et kvalitetsstempel. Hvor meget effekt det reelt har kræver dog nok en større brugerundersøgelse og rækker ud over, hvad jeg lige kan sige noget om her.

    Interessant problemstilling det med musikformidlingens trange kår i Danmark. Det er taget til efterretning og jeg se nærmere på emnet. Om jeg lige kan lave et kauseri om det ved jeg dog ikke… men jeg kan da forsøge 😉

Trackbacks

  1. Musikanmeldelser på 140 karakterer – kan man det? « DocNoiz

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: