Skip to content

Pladebranchens livscyklus

februar 25, 2009

Populærmusikken har altid været tæt knyttet til teknologier forbundet med massedistribution. Først i form af nodeforlæg, som følge af Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten omkring år 1450. Senere i form af fonogrammer, som følge af Edisons fonograf i slutningen af 1800-tallet, som senere dannede basis for vinylpladen, kassettebåndet og cd’en. Opfindelsen af radioen og senere TV’et skabte grundlaget for en ensrettet massekultur, først på nationalt plan, og senere til dels også på internationalt plan (tænk amerikanisering). Og med internettet kom så mp3’en, som gjorde det muligt at rippe og komprimere cd’ens digitale musikalske indhold, og distribuere populærmusikken globalt på et niveau, som sprængte alle tidligere kendte rammer.

Pladebranchens fødsel

Edison med en tidlig version af fonografen

Edison med en tidlig version af fonografen

Før Edisons fonograf havde musikken form af engangskaraktér, og var knyttet til et bestemt tidspunkt og sted, ofte i form af koncerten. Musikere blev først og fremmest betragtet som håndværkere, som var oplært i et fag, ligesom en murersvend er oplært af sin mester, og forsørgede sig ved at spille koncerter i koncertsale eller ved hoffer rundt omkring i Europa. Det samme gjorde sig gældende for komponister, som også ofte blev betalt for at komponere musik til specielle lejligheder af velhavende adelsfolk, grever og baroner og konger. Mange af de store kendte klassiske komponister forsørgede sig på denne måde, eller ligeledes ved at spille koncerter. Enkelte komponister blev anerkendt for deres genialitet i deres samtid, og noget af denne anerkendelse er i dag vokset til mytiske proportioner. Andre komponister var knap som heldige, og er først blevet anerkendt efter deres død. Mange er i dag helt og aldeles glemt.

Pointen er, at man som komponist og/eller musiker primært tjente sine penge på at fremføre musik. Først i 1886 fik bl.a. musikforlagene lobby’et for at få en egentlig copyright på plads i form af Bernerkonventionen, som bl.a. havde til formål at beskytte musikalier mod kopiering internationalt set. Her ser vi altså det første spor af et paradoks for musikindustrien, som stadig gør sig gældende den dag i dag: På den ene side er musikindustrien dybt afhængig af den teknologiske udvikling. På den anden side stiller den selvsamme teknologiske udvikling store udfordringer.

Fra omkring 1880’erne og ca. et halvt århundrede frem blev det New York baseret Tin Pan Alley en dominerende spiller indenfor populærmusikken i USA. Tin Pan Alley var en sammenslutning af publishere og sangskrivere, som  formåede at skabe en yderst succesfuld model for, hvordan et musikforlag skulle køres, gennem distinkte retningslinier for det musik der blev udgivet og gennem effektiv markedsføring. Man så altså her tydelige tegn på en ensretning af musikken med det formål, at nå ud til et så stort kundesegment som muligt.

I starten af det 20. århundrede var der allerede etableret adskillige pladeselskaber i USA og Europa, og udbuddet og efterspørgslen på materiale voksede stødt i takt med, at teknologien blev mere udbredt. Pladebranchen udgjorde nu  en uafhængig markant spiller for den samlede musikindustri. Grammofonen blev sammen med radioen, en ny udfordring for den etablerede publishing-industri, og pladespilleren langsomt overtog klaverets plads i hjemmet. Dette betød også nye udfordringer for ophavsretslovgivningen, hvilket bl.a. førte til Performance Rights og royalties-systemet, men åbnede samtidig op for muligheden for nye typer af forbrugere. Kombinationen af radioen og grammofonpladen skulle hurtigt vise sig at være en lukrativ symbiose for både pladebranchen og radiostationerne. Til gengæld blev husorkesterne, som spillede live i radiostudierne i radioens tidlige år, ret hurtigt skiftet ud med DJ’en (til husorkesternes store frustration), da dette var en væsentligt billigere løsning.

Sideløbende med denne udvikling skete der også en markant udvikling indenfor produktionsteknologierne. Mikrofoner, forstærkere, effekt-maskiner, magnetbånd osv. skabte grundlag for nye måder at udtrykke sig på musikalsk. F.eks. var Croonerne dybt afhængige af mikrofonens muligheder for at kunne udtrykke intimitet og nærvær med stemmen, og forstærkernes overstyring var et af grundlagene for udviklingen af den karakteristiske guitarlyd i rock’n’roll og senere rock. Muligheden for at optage på flere spor på magnetbånd betød på sigt, at musikstudiet gik hen og blev det sted, hvor musikerne både komponerede musikken og kunne eksperimentere med nye lyde osv.

vinylDet hele kulminerede i 60’ernes store ungdomsårgange – teenagerne – som for første gang i historien udgjorde et selvstændigt markant kundesegment. I 1948 så både transistoren og 12″ grammofonen med dens microgroove-teknologi (og HI-FI) dagens lys og kort efter introduceres 7″ singlen. Singlen og transistoren viste sig at være en teknologisk funderet opskrift på succes for pladeselskaberne, da singlen gjorde musikken billig at få udbredt og transistoren gjorde musikken mobil for teenagerne.

I kølvandet på denne succes stod det klart for pladebranchen, at den primære omsætning skulle findes i produktionen, distributionen og detailsalget af fysiske medier, hvorfor den kreative process med komposition og indspilning blev udliciteret. Samtidig pegede sidste halvdel af 1960’er mod større koorporationer idet pladeselskaberne fusionerede med andre typer af industrier, og udviklede sig til egentlige konglomerater, med financielle interesser indenfor bl.a. film og tv, magasiner, tegneserier, musikinstrumenter, distribution, pladebutikker m.m. Populærmusikken var for alvor kommet for at blive, og havde nu forlængst overhalet indtægterne fra den mere elitære klassiske musik. Grundstenene var hermed lagt for den musikindustri vi kender i dag.

Muligheden for kopiering giver nye udfordringer

Op gennem 70’erne og 80’erne skulle kassettebåndet vise sig både at blive det mest udbredte medie for musik. Især muligheden for at kopiere musik og have den med sig i form af walkmans, ghettoblastere og kassettebåndsafspillere i bilen gjorde mediet populær. Kunstnere som ikke fik en pladekontrakt med et større label, havde her en mulighed for at få sin musik udbredt, hvilket bl.a. fik stor betydning for musikkens udbredelse i udviklingslande. Pladebranchen så dog samtidig kassettebåndet som en kæmpe trussel pga. piratkopieringen, og muligheden for at optage fra radio osv. Retrospektivt kan der dog ikke herske nogen tvivl om, at kassettebåndet var en vigtig del af “guldårene” for pladebranchen op gennem 1980’erne, bl.a. pga. af den opmærksomhed omkring musikken, det var med til at skabe.

cdI slutningen af 1980’erne var CD’en for alvor begyndt at vinde indpas, og hermed også overgangen fra det analoge til det digitale format. Dette betød et “kunstigt” boost til pladeselskabernes omsætning op gennem 1990’erne pga. at mange forbrugere gik ud og købte albums på CD, de allerede ejede på vinyl. Pladebranchens bagkatalog viste sig altså nærmest at være en uudtømmelig guldåre, som der stadig lukreres på den dag i dag. Det er ofte denne Golden Age, der refereres til, når pladebranchen langer ud efter fildelingere og beklager sin nød over faldende CD-salg og sammenligner tal, på trods af at det var en kunstigt boostet succes næret af ny teknologi.

Men pladebranchens succes skulle hurtigt vise sig at være en stakket frist, idet CD-brænderen var lige om hjørnet, som gjorde det muligt at kopiere musik uden tab af lydkvalitet, som det ellers havde været tilfældet med de analoge formater. Med internettets udbredelse og sidenhen mp3-filen og fildelingen var to af pladebranchens primære indtægtskilder gennem mange år – nemlig distributionen og detailsalget af medier – revet væk under fødderne på dem. Samtidig har øget computerkraft og billigere teknologi fra østen betydet, at produktionsprocessen er blevet demokratiseret i det projekt- og hjemmestudier i dag kan blive hver-mands-eje.

Med fildelingen fødtes pirater og anti-pirater. Pladebranchen forsøgte sig i første omgang med at sagsøge fildelerne med hjælp fra griske advokater, som hævdede at handle i kunstnernes interesse. Desuden valgte pladebranchen (og i særligt høj grad de store pladeselskaber) at holde kortene endnu tættere ind til kroppen. Personale og mindre kunstnere blev fyret i et væk. Samtidig steg kravene til et albums succes tilsvarende: Hvert album skal i dag helst være en block-buster, hver single et hit. Dette betyder endnu større ensretning af den musik, som når massemedierne. Og i virkeligheden et endnu mindre sortiment, der skal kæmpe om forbrugernes opmærksomhed. Læg dertil pladebranchens mangeårige manglende vilje til at udbyde lovlige alternativer til fildelingen, så er det ikke svært at se hvorfor branchen i dag er i krise.

Spørgsmålet er om det gør noget, at pladebranchen er i krise? Ligesom alle mulige andre industrier har måtte bukke under pga. af nye teknologiske landvindinger, er det måske naturligt at musikindustrien, som vi har været vandt til den, må gøre det samme. – Især hvis den ikke formår at omstille sig til de nye vilkår teknologien fordrer. For ser man på mangfoldigheden og tilgængeligheden af musik på verdensbasis, har musikkulturen aldrig haft det bedre. – Og hvad er vigtigst: Kunst eller kapital?

Musikindustrien i dag

Men vi ser dog stadig resterne af pladebranchens magt og strukturer. Det handler f.eks. stadig i høj grad om den rigtige markedsføring og at have adgang til de rigtige kanaler, for at få musikken spillet i radio’er og på tv. For den kommercielle mainstream-musik handler det ikke længere om, at musikeren skaber musik, som kommer fra det kreative og æstetiske centrum i hjertet. Der handler mere om at kende sit publikum (læs: kundesegment eller målgruppe) på forhånd, og så ellers skræddersy sin musik efter dette. Og skulle en ung kunstner, som har noget på hjertet, være så “heldig” at blivet signet til et større label, så skal pladeselskabet nok sørge for, at musikken bliver tilpasset målgruppen. Og så handler det om at have en samlet pakke hvor looks, at have en finger på mainstream-pulsen, at kunne udnytte de nye digitale muligheder, samt en stor pose penge og en ligeså stor pose held,  går op i en højere enhed.

Og netop den rigtige “indpakning” i form af en karismatisk og/eller smuk sanger(inde) er i dag særligt vigtigt. Dette skyldes i høj grad MTV’s mangeårige succes gennem 1980’erne og 90’erne, som for alvor har sat fokus på udseendet. Musikvideo’en blev en essentiel del af markedsføringen, hvilket naturligvis medførte (urimeligt?) høje krav til kunstnernes udseende. Essensen af 1960’ernes fokus på ungdommen blev destilleret, og MTV kilden hvori man kunne spejle sig i den evige ungdom. Havde kunstnere som Sting, U2 eller Prince skulle slå igennem i dag, med den alder de har nu, ville deres musik aldrig få et større pladeselskab i ryggen, trods deres musikalske excellence. Målgrupper over 25 år er i dag nærmest ikke-eksisterende. Resultatet er en overflod af middelmådige auto-tunede sangerinder og sangere, som kan sælge varen og sig selv i et lettere pornoficeret univers.

At arbejde sig op som band, skabe sig en fanbase gennem mange live-jobs, og på den måde samtidig opbygge live-erfaring og kunstnerisk rutine har til dels måtte vige pladsen til fordel for den nye utrænede – men hotte babe med plastikbryster i en musikalsk brug-og-smid-væk kultur. Fokus i pladebranchen er i dag på den kortsigtede succes, ikke på det lange udviklende arbejde, den ellers til en hvis grad har varetaget før i tiden op gennem 70’erne og 80’erne. Måske har de store pladeselskaber erkendt, at  pladebranchen er en synkende skude, og deres magtposition nu så udhulet, at de i panik forsøger at vride de sidste dråber Cristal ud af champagneflaskerne ombord.

Læg dertil, at mange spillesteder de sidste 10 år slet ikke – eller i ringe grad – har været interesserede i at booke up-coming artister. Er spillestedet stort nok hyrer de artister, som folk allerede kender fra radio og tv. Er spillestedet ikke stort nok, så hyrer de jam-bands, så folk i det mindste får de numre, de kender i forvejen fra radio og tv. Resultatet er uniformerede spillesteder, som tænker mere på salget af spiritus, end på at skabe en musikalsk profil, og støtte op om det musikalske vækstlag. Før den reproducerede musik var der koncerter, hvis musikken og talentet var stort nok. I dag er der koncerter hvis markedsføringen og pengepungen er stor nok.

Madonna til Live 8

Madonna til Live 8

Men dette gør tilsyneladende ikke noget. For familien Danmark vil, på trods af tårnhøje priser, tilsyneladende hellere end gerne spendere alle pengene på en enkelt koncert med Madonna i Horsens, i stedet for at gå ud og lytte til mindre kendte navne på mindre spillesteder. For tænk nu hvis man kom til at spendere de få håndører, der er tilbage efter købet af 50″ fladskærmen på en dårlig koncert-oplevelse! Det er trygt, og det er nemt at gå ud og lytte til noget velkendt. Ligesom det er trygt at købe Bo Bedre og bagefter gå ud og købe P.H. lampen, B&O anlægget og Svane-lænestolen ligesom alle andre. – For så er man da i det mindste sikker på, at at man har handlet rigtigt i sit “individuelle” livsprojekt. Ah, måske er det lidt hårde ord, for en koncert med Madonna kan også betyde at et længe ønske om at høre en kunstner, man er vokset op med, går i opfyldelse. Og måske skal man ikke sammenligne Madonna publikummet med et måske mere kulturelt opsøgende publikum af bl.a. studerende i de større byer. Men hvor ville det da alligevel være dejligt, hvis Familien Danmark generelt var mere kulturelt opsøgende.

De høje priser på koncerter hænger måske sammen med internettets og fildelingens indtog og det faldende CD-salg. For hvad der tabes på karusellen, må jo, som bekendt, hentes hjem på gyngerne. – Dette er i høj grad da også gået op for pladeselskaberne, som ellers har måttet se til fra sidelinjen, når et band de havde markedsført, tjente penge på live-koncerter, og de ingen indtjening fik fra CD-salg. Som resultat forsøger pladeselskaberne sig nu også som booking-bureauer, for at få deres bid af kagen. Musikerne har dog også luret dette, og mange har nu valgt at droppe deres pladeselskab, og evt. alliere sig med andre partnere, som skal have et mindre cut (som det i øvrigt er tilfældet med Madonna).

Problemstillingerne i dag

Så hvor står vi? Salget af fysiske medier kan så godt som afskrives inden for en kort årrække (hvis vi ser bort fra den lille klike af engagerede samlere og nostalgikere, som altid følger i kølvandet på en uddateret teknologi). Dette salg vil muligvis kunne opvejes af salg af mp3’ere (eller tilsvarende teknologier f.eks. streaming) online. Pladebranchens sidste 3 store dinosaurer ligner en uddøende race. Pengene ligger i stedet i live-koncerterne, og på mange måder er vi altså tilbage hvor vi startede: I koncertoplevelsens unikke engangskaraktér.

Internettet har for alvor fået åbnet folks øjne overfor den kulturelle mangfoldighed, der findes “derude”, og nye teknolgier har forvandlet masseforbrugerne til en generation af “pro-sumere” (producent-forbrugere) der i en Web 2.0 tid i lige så høj grad selv er med til at skabe indhold på nettet, f.eks. i form af sampling, videoredigering og blogs som denne. Udbuddet er, med andre ord, enormt, hvorfor det i dag altså stadig handler om at skabe opmærksomhed om sig selv og sin musik. Man ser da også mere og mere, at pladeselskaber bliver reduceret til PR-afdelinger, da bands kommer med helt færdige albums, de selv har betalt for, at få produceret.

Det er til gengæld så problematisk, at spillestederne spiller med sikre kort, og kun vil booke bands, som sikre at der kommer nok gæster, så deres spiritussalg er sikret. Dette udelukker mange up-coming bands. Derfor er dejligt med et tiltag som Nanovega, og ligeså dejligt at der heldigvis stadig findes steder som Studenterhuset, Stengade, Lades kælder, Loppen, Operaen og Børneteatret. Ungdomshuset måtte jo desværre bekendt “lukke”. – Til fordel for hvad(?) foranlediges man til at spørge?

christianias-flagLæg i øvrigt mærke til, at både Loppen, Operaen og Børneteatret alle befinder sig på Christiania – i hvert fald så længe det varer endnu. Jeg krydser fingre for, at de kan få lov til at ligge der længe endnu, og håber virkelig på at den pågældende finanskrise har fået politikerne på Christiansborg til at tænke sig bare lidt om, så de ikke også her vælger at nedlægge og omdanne Københavns måske vigtigste kunstneriske hjerte og åndehul, til fordel for nye fancy boligbyggerier, som ingen almindelige mennesker har råd til at bo i (tag evt. en tur ud i spøgelsesbyen i Ørestaden og se hvad jeg mener).

Jeg tvivler dog på, at den nuværende regering ser det, som andet end en irriterende forsinkelse af en sådan plan, da de tilsyneladende ikke har øjnene op for den kulturelle merværdi et sted som Christiania betyder for København. Slet ikke hvis man så samtidig vender blikket mod byggerierne ved Københavns Havn, som måske lige med undtagelse af Islandsbrygge og tildels også diamanten, ellers er blevet et sørgeligt syn af pengestærke koorporationers glasbeklædte højborge. Ikke engang et blomstrende caféliv i underetagen ved vandet er der blevet plads til. Københavns Havn kunne ellers have været et fantatisk åndehul for alle Københavnere, med små caféer med live musik uden for på mole.

Det var en mindre ekskurs, men pointen er, at regeringen ikke synes at forstå den sande (mer)værdi musikken og kulturen generelt betyder for et samfund i rivende udvikling, og for folks velbefindende og dermed som tilfredse borgere i samfundet. Måske fordi at denne værdi er svært at gøre op i tal. Se bare på problemerne med at få afgrænset oplevelsesøkonomien i disse år, i forsøget på at måle disse tal. Men lad tal være tal – der en værdi i selve oplevelsen af kultur, som simpelthen bare ikke kan måles i tal, men som er med til at gøre samfundet til et mere rart og spændende og mangfoldigt sted at være. En ukendt faktor, som binder folk sammen på trods af klasser og skel – ikke ulig idrætten. Og da ca. 90 % lytter til rytmisk populærmusik er det mig en gåde, at den stadig er så nedprioriteret i forhold til den klassiske musik, når der skal uddeles midler fra stater og kommuner.

Mulighederne for pladebranchen for at redde lidt af tabet fra detailsalget ligger måske i flat-fee løsninger, hvor musikken bliver brugt til at sælge et andet produkt – f.eks. bredbåndsforbindelser, som det er tilfældet med TDC play, eller mobiltelefoner, som det er tilfældet med Nokias comes with music. Musikken kommer til at føles gratis for forbrugerne og netop dette, at den “føles gratis” er vigtigt, da denne løsning så kan vise sig at være et fornuftig alternativ til fildelingen via bittorrents o.lign. – Hvis sortimentet ellers stort nok. Og her kræver det samarbejde mellem alle industriens parter – lige fra uafhængige kunstnere til de store pladeselskaber. Man ser allerede skridt i denne retning – f.eks. i form af det danske initiativ Digidi (tidligere kendt som DKUA), hvor man som uafhængig kunstner kan få sin musik på bl.a. iTunes og TDC Play.

Mod nye horisonter – eller tilbage til fortiden?

Jeg tror heldigvis på, at udviklingen her især kommer mindre kunstnere til gavn, så vi mere nærmer os en musikalsk middelklasse af DIY-kunstnere, i stedet for nogle få store som skummer al fløden. Jeg ser derfor i fremtiden færre store “block-buster’e” og “stjerner” (de vil dog altid være der, da der er behov for dem af andre psykologiske og adfærdsmæssige grunde), og flere kunstnere som udgør en “middelklasse” indenfor musikken.

Den musikalske mangfoldighed på nettet vil under alle omstændigheder stadig forsat stige markant. Så det handler også om for de uafhængige kunstnere, at være gode til at bruge de nye digitale medier for promotion og at kunne skabe opmærksomhed omkring musikken. Det er flere kasketter at skulle have på, som betyder at tid, der kunne bruges på at være kreativ, omsættes til tid, hvor man skal agere entrepenør. Men hvis alternativet var, at en A&R mand sad og dikterede hvordan et band skulle lyde i studiet, så er det måske ikke slemt endda for den autenticiteten i musikken.

Men vi står stadig overfor, at spillestederne for rytmisk musik, skal være bedre til at tage deres ansvar seriøst som spillested, og invitere flere up-comings band på scenen. Jeg håber spillestederne indser hvor vigtigt musikken er som trækplaster og for at skabe en seriøs musikalsk profil, som strækker sig ud over jam-bands. – Og helst som minimum til tariffen.  For hvordan skal up-coming artister kunne tjene penge, hvis de hverken kan blive booket eller forvente at få tariffen eller kan sælge cd’ere og mp3-filer?

Et af svarene kunne være flat-fee løsningen. Et andet kunne være et kulturpolitisk initativ til at støtte mere op om den rytmiske musik, ikke mindst om rammerne for, at bands har en mulighed for at komme til at komme ud med musikken til et publikum på spillestederne.Men spillestederne er også i knibe – selv nogle af dem der modtager støtte fra stat og kommune. Og vores nuværende kulturminister Carina Christensen virker ligeglad.

Så måske må spillestederne til at tænke “ud-af-boksen” som det jo så populært hedder sig i disse tider, og evt. kaste et blik over sundet til Sverige, hvor flere koncertsteder også fungerer som natklubber for at øge omsætningen, så koncertvirksomheden kan køre rundt. Men det kræver selvfølgelig, at det enkelte spillested gør op med sig selv, hvilken profil de vil have, og om de synes det er vigtigt at have en kunstnerisk profil, som støtter op om den musikalske undergrund. I øjeblikket kradser finanskrisen og et faldende ølsalg. Så mon ikke de snart bliver nødt til at tænke i nye baner under alle omstændigheder?

Så for binde en fin lille sløjfe på det hele:  Musik gik fra at være knyttet til engangsoplevelsen i form af koncerten, til at blive uafhængig af tid af sted i form af diverse medier, som følge reproduktionsteknologien. Men nu tyder alt på, at musikken igen er på vej tilbage til rødderne – i fremførslen af koncerten i nuet. Det fysiske medie er dødt, mp3’en kan måske kompensere for noget af tabet, men oftere og oftere bliver musikken på nettet givet væk gratis, som en lille smagsprøve på hvad, der publikum hvis de går til koncerten. Derved bliver både opmærksomheden og indholdet lige vigtigt. – Især fordi det store udbud heldigvis stiller større krav til begge dele. Folk vil ikke længere bare spises af med hvad de får smidt i hovedet af massemedierne. Internettet ligner for mig at se efterhånden et kulturelt utopia, hvor kulturen flyder frit, og er tilgængelig for stort set alle.

Musik opleves allerede ligesom vand, for nu lige at bruge en gammel David Bowie analogi. Med flat-fee løsningerne vil pladebranchen måske kunne efterligne denne følelse og stadig have en chance for at en indtægt. Det sørgelige er så, at denne indtægt ikke går til længere udvikling af kunstnere mere, men til de kortsigtede succes’er, hvilket i sig selv er at skyde sig selv i foden for pladeselskaberne i det lange løb. For der vil stadig være brug for kvalitet og udvikling af talent. Men pladebranchens rolle på disse punkter må nok anses at være slut. Til gengæld vil den teknologiske udvikling kunne komme nye musikere til gode, hvis de formår at udnytte de nye digitale muligheder.

Så måske ender vi hvor vi startede: De musikerne som insisterer på at ville leve af deres egen musik, vil kun kunne klare sig, hvis de gør det gennem koncertvirksomhed og royalties, samt måske salg af merchandise. Og skal der også være indtægter fra f.eks. mp3-filer, må musikerne acceptere, at deres hjerteblod bruges til at skulle sælge noget andet, hvilken den jo allerede gør på barer i form af spiritus, men også mobiltelefoner, bredbåndsforbindelser, som baggrundsmusik i butikker, storcentre osv. Samtidig skal nogle musikere måske til at tænke i nye baner, og skabe en hybridøkonomi af ovennævnte ting, og også igen til at fungere som håndværkere, der bliver bestilt – måske ikke af adlen – men af erhvervsvirksomheder, reklameafdelinger osv.  til at lave jingles, speaks, lyde eller musik i computerspil, til hjemmesider eller hvad, der nu ellers skal bruges.

Set i dette lys bliver de sidste næsten 100 års pladebranche næsten en historisk anomali, som både blev vakt til live og puttet i graven af teknologiens udvikling, som det så ofte har været tilfældet inden for mange andre områder gennem historien.

Reblog this post [with Zemanta]
4 kommentarer leave one →
  1. februar 26, 2009 2:05 pm

    God artikel – gode pointer, og dejligt med en forståelse for hvilket kræfter up-comming musikere er oppe imod. For god ordens skyld, vil jeg påpege The Rock i København, som et sted, der tager utallige af de små fisk ind og giver koncertmuligheder.Så kan man bryde sig om stedet eller ej, men de har en musikalsk profil, der giver up-comming metal/rock musikere gode muligheder for at blive hørt eller øve sig live.
    Ingen tvivl om, at mange spillesteder har brug for en bedre profil – inklusive nogle af de steder, du selv nævner i artiklen. Som musiker møder jeg ofte stor modstand fra bookerens side, der af personlige årsager sylter bands, de musikalsk ikke bryder sig om; hvorvidt de kan levere show og trække folk eller ej. Derfor er der også en attitude der skal ændres – sammen med den musikalske profil. De hænger unægteligt sammen, eftersom bookeren er en forlængelse af spillestedets politik.

    Under alle omstændigheder, tak for en god artikel.

  2. marts 6, 2009 12:49 am

    Artiklen har givet anlæg til en herlig diskussion på Musikhuset Aage Jensen’s forum. Deltag evt. i debatten her: http://www.aage.dk/forum/forum_posts.asp?tid=94099&pn=1

    …ellers er du selvfølgelig velkommen til at komme med kommentarer her på bloggen 🙂

Trackbacks

  1. Tanker om rammerne for musikbranchen anno 2009 « DocNoiz
  2. Musikmediernes fødsel og død « DocNoiz

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: